Hej  Jeg står i et dilemma og har brug for nogle input fra andre. Jeg har skøn kæreste, som desværre er bange for hunde, og jeg har to (2 og 6 år). Han er som barn blevet overfaldet af en stor hund, og det sidder stadig i ham. Han er simpelthen ikke rolig, når de er i nærheden, og kan ikke slappe af. Det skal siges, at vi havde kendt hinanden et stykke tid, før vi kom til at snakke om, at jeg havde hund. Han sagde, at han selvfølgelig ville gøre alt, hvad han kunne for at det skulle fungere med ham og hunde, men han har måtte konstatere, at det desværre ikke bliver bedre.  Jeg har haft hunde i mange år, men allerede inden jeg mødte min kæreste havde jeg truffet beslutningen om, at jeg ikke skulle have hund igen, når de var væk, da jeg ikke ville være afhængig længere. Mine børn er efterhånden store og ikke meget hjemme.  Dilemmaet opstår fordi vi gerne vil flytte sammen, men han kan slet ikke se sig selv bo sammen med hunde, og gå og være "urolig" hele tiden, hvilket jeg også har forståelse for, men i og med de ikke er så gamle er de der jo nok i mange år. Og så ender vi jo lidt der, at jeg måske er nødt til at finde et nyt hjem til dem.  Men jeg synes det er rigtig svært, og har mange overvejelser. Jeg er ikke specielt knyttet (desværre) til den unge jeg har, måske fordi han har et vanskeligt sind, og jeg har nok måtte indrømme overfor mig selv, at han ikke er kommet under huden på mig, som alle de andre jeg har haft har gjort. Men min tæve er jeg meget glad for. Så kunne man måske sige, at et kompromis kunne være, at vi beholdt hende og fandt et nyt hjem til ham. Men problemet er, at hun aldrig har været alene-hund, da jeg havde min gamle han, da jeg fik hende (han er død nu), og med en travl hverdag ville jeg synes det var meget synd for hende, at skulle være alene hele dagen, når hun har været vant til selskab.  Hvis jeg ser på mit liv og min hverdag, som det er nu, og er helt ærlig overfor mig selv, så er tiden og nærheden til dem nok ikke optimal, heller ikke til aktivering. Jeg arbejder fuldtid med transport frem og tilbage, har et par teenagere der stort set aldrig er hjemme, Når/hvis vi flytter får min datter også længere til skole, og kommer til at være endnu mindre hjemme, og hun dyrker sport på højt plan 4 gange om ugen. Ser jeg på det rationalt, og tænker på det bedste for hundene, og ikke på de følelser jeg har i klemme, så er det jo nok at komme til en familie der har tid og overskud til at give dem en hverdag med indhold.  Jeg kæmper nok også lidt med mine forældres "bedømmelse", hvis jeg vælger at finde et nyt hjem til dem. De har haft kennel i mange år, og har stadig 4 hunde.  Kæmper også med følelsen af at være en "fiasko" overfor mig selv, hvis jeg finder et nyt hjem til dem. At mig der siden jeg var 20 år (er 40 nu) har haft hund, skal indrømme overfor mig selv, at mit liv og hverdag har ændret sig så meget, at jeg er nødt til at træffe den sværeste beslutning.   Ved ikke helt hvad det er jeg forventer I skal skive, har måske bare brug for at få tankerne ud, og modtager gerne råd og vejledning. Måske er der andre der har stået i denne situation