I min egen familie kender jeg til to tilfælde, hvor det i årevis er blevet holdt hemmeligt, at en persons far slet ikke var vedkommendes rigtige far. Min mors kusine fandt først i 60 års-alderen ud af at hendes far slet ikke var hendes rigtige far, fordi hendes mor havde haft en affære med en anden mand kort før hun mødte ham, som hun senere giftede sig med. Hun var noget chokeret, da hun efter mere end 60 år fandt ud af sandheden - som hun fik fortalt efter, at hendes (uægte) far døde. Så har jeg også to fætre, som begge er i 30´erne. De lever begge i lykkelig uvidenhed om, at deres "far" slet ikke er deres biologiske far. Han havde kræft som ung og derfor kunne han ikke avle børn og moren (min moster) blev kunstigt befrugtet af en anden mand. Imidlertid er drengenes far gået bort sidste år - og så ville man jo mene, at det nok var på tide, at sønnerne fik sandheden at vide. Men nej, min moster vil ikke fortælle dem noget. Hvad synes I? Er det bedst at gå linen ud og håbe på, at de aldrig opdager løgnen? Eller er det ikke på tide at mine fætre får sandheden at vide? Jeg har fået forbud imod at fortælle dem noget og det overholder jeg (jeg skriver jo anonymt her). Men min personlige mening er nok, at hvis jeg var deres mor, ville jeg fortælle sandheden. Nu har jeg slægtsforsket en del og sådan nogle historier som de ovennævnte gør en bevidst om, at man i virkeligheden skal tage slægtsforskning med et gran salt. Fordi når børn selv i dag ikke altid kender til sandheden, hvor mange gange før i tiden løj man ikke for børnene og skjulte sandheden for dem? Især i gamle dage, hvor folk ikke havde så mange ting at tage sig til, brugte de nok mere tid på lagengymnastik og hvis faren var udegående arbejdsmand hele ugen, så var det nok ikke så sjældent endda, at konen havde et lille sidespring derhjemme....