Hvad synes i om det? Smøgpriser noget nær det dobbelte end nuværende som er ca 37-45 kroner? Jeg kan da stadig huske dengang man kunne sælge 10 æg til naboen og så havde man til en pakke smøger, eller man kunne stæje fra læreren i skolen uden nogen blev fattige af det !

Jeg er mand - i den alder hvor man både har fået børnebørn - og begyndende grå tindinger. Jeg er den yngste af tre søskende og har et glimrende liv med en dejlig kone, voksne børn, godt job, gode venner og mange fritidsinteresser. Som årene er gået har min tilværelse dog bevæget sig milevidt væk fra mine to søskendes, vi har INTET tilfælles, vores forældre er for længst døde og vi har intet at tale om, udover ligegyldigt smalltalk når vi en sjælden gang ses til de 'tvungne' sammenkomster - begravelser osv. Min kone og jeg har det super godt med hendes søskende, vores børn, svigerbørn og alle deres rollinger og vi ses alle regelmæssigt så ofte det nu passer ind. Af og til møder jeg gamle venner og bekendte af familien og bliver så spurgt om hvordan det går med mine søskende - men når jeg så svarer, at det aner jeg faktisk ikke, så vækker det stor undren hos nogle: 'Jamen, det er jo dine søskende - I skal da holde sammen!' Selv ser jeg på det som med afkommet blandt forskellige dyrearter - nogle holder sammen hele livet, andre går hver deres veje så snart de er uafhængige af forældrene. Er der andre som kan genkende dette? Er det underligt ikke at have noget forhold til sine søskende - når jeg nu ikke savner dem, ligesom de også virker til at have det på samme måde?   

Jeg har i flere år sukket over priserne på nødder (som så mange andre, tror jeg), og jeg blev også glædeligt overrasket, da det for nogle år siden (tror jeg) blev offentliggjort, at de eftersigende skulle blive billigere. Jeg tror, det var afgifterne, der skulle sænkes? Men det skete aldrig rigtig, gjorde det? Jeg har ihvertfald ikke følt, de blev billigere. Indtil nu! Hasselnødder fra Knaseriet i Rema har en meget fair pris, synes jeg selv, og de smager præcis, som de skal. IMHO, i det mindste. Hvad synes I?

Jeg er virkelig presset..    Jeg er bange for at jeg har begået en kæmpe fejl.. Vi har netop hentet en lille hvalp til vores familie.. det er første gang vi har hund. Jeg har brugt ca et år på at forberede mig og familien, så vi var klar.. Vores lille myr har nu været her i en uge og jeg kan ikke lade være med at græde.. jeg har tidligere været nede med stress og kan mærke at symptomerne bare er kommet tifold tilbage efter vi hentede vores lille hund. Mine børn har spurgt mig, hvorfor jeg er ked af det og har været ærlig overfor dem. Vi har talt om at han måske skal tilbage til opdrætter.. Min ældste er så ulykkelig over at vi måske skal tage afsked, mens jeg er ulykkelig over at vi beholder ham..   Jeg synes for hundens skyld at det vil være mest retfærdig, at han får et hjem, med en familie som kan være der 100% for ham.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. efter vi havde sagt ja til at købe ham har min mor fået konstateret kræft.. jeg tror bare det hele ramler sammen for mig..   Jeg er så ked af at jeg har sat min familie i denne situation og ved ikke om min ældste på 14 nogen sinde vil tilgive mig at vi finder et andet hjem til den lille fyr...  

Hvad er jeres bedste råd til dem, der skal købe bolig for første gang?  Jeg faldt over denne artikel fra Nordea om netop dette, og jeg syntes, den var interessant, men er der flere gode råd, som I selv har erfaring med?

Hvor skal man forsikre sin bil, og hvorfor?

Min gamle ure tråd har jeg ved et uheld kommet til at slette.  Mit seneste nye ur køb et samsung Galaxy watch 

I min egen familie kender jeg til to tilfælde, hvor det i årevis er blevet holdt hemmeligt, at en persons far slet ikke var vedkommendes rigtige far. Min mors kusine fandt først i 60 års-alderen ud af at hendes far slet ikke var hendes rigtige far, fordi hendes mor havde haft en affære med en anden mand kort før hun mødte ham, som hun senere giftede sig med. Hun var noget chokeret, da hun efter mere end 60 år fandt ud af sandheden - som hun fik fortalt efter, at hendes (uægte) far døde. Så har jeg også to fætre, som begge er i 30´erne. De lever begge i lykkelig uvidenhed om, at deres "far" slet ikke er deres biologiske far. Han havde kræft som ung og derfor kunne han ikke avle børn og moren (min moster) blev kunstigt befrugtet af en anden mand. Imidlertid er drengenes far gået bort sidste år - og så ville man jo mene, at det nok var på tide, at sønnerne fik sandheden at vide. Men nej, min moster vil ikke fortælle dem noget. Hvad synes I? Er det bedst at gå linen ud og håbe på, at de aldrig opdager løgnen? Eller er det ikke på tide at mine fætre får sandheden at vide? Jeg har fået forbud imod at fortælle dem noget og det overholder jeg (jeg skriver jo anonymt her). Men min personlige mening er nok, at hvis jeg var deres mor, ville jeg fortælle sandheden. Nu har jeg slægtsforsket en del og sådan nogle historier som de ovennævnte gør en bevidst om, at man i virkeligheden skal tage slægtsforskning med et gran salt. Fordi når børn selv i dag ikke altid kender til sandheden, hvor mange gange før i tiden løj man ikke for børnene og skjulte sandheden for dem? Især i gamle dage, hvor folk ikke havde så mange ting at tage sig til, brugte de nok mere tid på lagengymnastik og hvis faren var udegående arbejdsmand hele ugen, så var det nok ikke så sjældent endda, at konen havde et lille sidespring derhjemme....  

Hvordan får jeg min mor til at stoppe med at købe samme sko, jakker og sågar briller magen til mine, hvis ikke min mand havde sagt at de briller hun havde valgt magen til mine ikke klædte hende, havde hun købt dem.  Nu har hun så i går købt et par sko som er magen til mine og jeg gider ikke rende rundt og vi ligner et par tvillinger. Min nye vinterjakke jeg købte sidste år tør jeg slet ikke tage på når jeg besøger hende, for så farer hun ud og køber en magen til. hvordan får jeg stoppet det??