Nogen der ved hvad det kan skyldes når selv selv en lille skamme er måneder om at helt? Jeg har at ikke sukkersyge eller lign som kunne forværre det? Tænker dårligt blodomløb - og hvordan får jeg det så op ? Det er bare hvis jeg får en  lille småskramme, så går det 2 mdr eller mere går det er hele, og vi snakker held overfladiske småskrammer!? Noget jeg jeg spise mere af eller noget? kosttilskud ? Skal siges at jeg også er kræftpatient, så det bekymrer mig mere at selv en simpel lille rift fra en kat eller noget er måneder om at hele...! Hlsen mig

Jeg er ny her, men håber stadig på at nogle vil læse med og evt komme med jeres mening og råd. Jeg har en søn på 5 år, August  der lige er begyndt i 0 klasse i dag. Hans far og jeg gik fra hinanden for nu 2 år siden, i de to år har August aldrig været til overnatning ved sin far, men han har set sin far 1 gang om ugen af 4-5 timer af gangen.  Det skyldes at hans far har perioder hvor han kan finde på at drikke, så har altid holdt på de må se hinanden men uden overnatning. August er meget glad for sin far og siger tit han savner ham og de ringer som regl også sammen 1 par gange i løbet af ugen. for at gøre en lang histiorie kort, så blev jeg i søndags ringet op af en advokat som gav mig besked om at hans far er blevet varetægtsfængelse i 25 dage for lukkede døre men at det handler om vold. Jeg har selv fundet ud af at det omhandler et overfald på hans “kæreste” som fra starten har været et forhold med en masse ballade. jeg er så ked af det på min søns vejen og i syv sind over hvad jeg skal stille op, lige nu er alt meget uvist forde ingen ved hvad det ender med, men ud fra advokaten så undgår han ikke dom...! Har talt med savn.dk som er rådgivning i forhold til det at ha en far der pluselig sider inde... hvad siger man og hvad siger man ikke til en lille dreng på 5 år. Har mest af alt lyst til at skåne ham fra det hele og finde på en løgn om hans far er rejst og der hvor han er findes der ik telefoner....  Men alle råder til man ikke lyver og digter histiorier, for hans trygge base er ved mig og den skal han kunne regne med og stole på. Men at man skal fortælle det som det er men selvfølgelig på en måde han forstår. Man råder også til jeg tager ham med ind på et besøg så han kan se hans far har det okay... og ikke sider i et mørkt hul i jorden for fantasien hos børn kan være meget meget værer end sandheden.. jeg har grædt og grædt de sidste to dage, det gør så ondt på mig at jeg nu skal fortælle min søn noget som jeg ved vil efterlade ham med en sorg og en masse bekymringer om hvordan far nu har det. Jeg tager dyb afstand fra det som er sket hvis det viser sig at være sådan det hænger sammen, men er kun ked af det forde det gør sindsyg ondt på mig at vide min søn på en måde nu “mister” sin far.. 😢😢😢 hvad tænker i er det bedste???? Hvad ville i selv gøre i en sådan sitation??? Håber nogle kan give mig et godt råd, uden at dømme mig...  har aldrig haft noget med politi, ret og fængelse at gøre i hele mit liv, alt det her er helt ukendt for mig... hilsen en fortvivlede mor.  

Hvis I skulle sige undskyld til nogen, hvem skulle det være? Og hvorfor? - det kan være din mor, du aldrig taler med, en søn, du har mistet kontakten til, en gammel klassekammerat, en ekskæreste el. lign. Mit spørgsmål udspringer af et projekt, jeg sidder med, så jeg håber, nogen af jer har lyst til at dele med mig, hvem I gerne ville give en undskyldning. På forhånd mange tak! 🙏🏽

Hej  Hvad synes i om paparazzi billeder? Er det fedt eller urimelig? Nu kan man fx se søde Sophie Turner fra GoTs bryster fordi hun lufter dem på ferie. Så jeg er nok fan.     

Ja, sagen er den, at jeg på det sidste har oplevet et par gange over lidt tid, at dem jeg skulle have til aftensmad, har sagt, når jeg et par dage inden fortalte, hvad vi skulle have at spise, at det gad de ikke at have.....Her taler vi ikke om, at det var noget mad, som de ikke brød sig om eller ikke kunne tåle. Nej, nej, de havde bare ikke lige lyst til det....en grund var på et tidspunkt, at de havde fået dette for ikke så længe siden.   Er jeg den eneste der synes, at det er ualmindelig flabet.....? 😞  Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til dem. - Man kunne fx overveje! Det er det, jeg laver, og hvis ikke du kan spise det, skal vi ikke spise aftensmad sammen på mandag....😕  

Er der nogen herinde, der skal spille det, når det kommer her d. 28 ? Det er vanila-servere, hvor det hele er holdt i datidens ånd. No loom's eller lign. Mount ved 40, class-q osv. Det bliver med garanti hårdt i forhold til 'det nye'.

Hej mig og mine venner vil lave en tøjmærk :)  Vi har sprugt nogle mennesker om første designer, men jeg tænker jeg skal også spørger nogle andre. så, hvad synes i om det? :) 

Jeg er mand - i den alder hvor man både har fået børnebørn - og begyndende grå tindinger. Jeg er den yngste af tre søskende og har et glimrende liv med en dejlig kone, voksne børn, godt job, gode venner og mange fritidsinteresser. Som årene er gået har min tilværelse dog bevæget sig milevidt væk fra mine to søskendes, vi har INTET tilfælles, vores forældre er for længst døde og vi har intet at tale om, udover ligegyldigt smalltalk når vi en sjælden gang ses til de 'tvungne' sammenkomster - begravelser osv. Min kone og jeg har det super godt med hendes søskende, vores børn, svigerbørn og alle deres rollinger og vi ses alle regelmæssigt så ofte det nu passer ind. Af og til møder jeg gamle venner og bekendte af familien og bliver så spurgt om hvordan det går med mine søskende - men når jeg så svarer, at det aner jeg faktisk ikke, så vækker det stor undren hos nogle: 'Jamen, det er jo dine søskende - I skal da holde sammen!' Selv ser jeg på det som med afkommet blandt forskellige dyrearter - nogle holder sammen hele livet, andre går hver deres veje så snart de er uafhængige af forældrene. Er der andre som kan genkende dette? Er det underligt ikke at have noget forhold til sine søskende - når jeg nu ikke savner dem, ligesom de også virker til at have det på samme måde?   

Vores dreng er lidt over 2 år og er begyndt at gå meget op i, at vi skal læse en godnatbog inden han skal sove. Han har altid elsket bøger og vi læser selvfølgelig gerne med ham..... De bøger han har nu har jo snart været læst både forfra og bagfra 100 gange og jeg synes efterhånden også at han begynder godt at kunne få nogle bøger med lidt mere indhold (han har indtil nu mest haft bøger med tykke sider fordi han har haft en tendens til at være lige hårdhændet nok med dem ) Kan I anbefale nogle gode bøger til formålet? Evt en bogklub?