Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Pia Kjærsgaard: Jeg kunne ikke drømme om at gå ud med fedtet hår og afskallet neglelak

Hun har ført valgkamp siden 1979, men indtil videre er DF’s Pia Kjærsgaard ikke klar til pension. Energien og selvtilliden får hun af motion og skønhedspleje.

Hun har ført valgkamp siden 1979, men indtil videre er DF’s Pia Kjærsgaard ikke klar til pension. Energien og selvtilliden får hun af motion og skønhedspleje.
Foto: Scanpix (arkiv).

POLITIK: I en alder af 68 år har Pia Kjærsgaard nået pensionsalderen.







Alligevel er Dansk Folkepartis (DF) værdiordfører langt fra færdig i dansk politik, og energien til gruppemøder, lovforslag og nu valgkamp får hun ved at passe godt på sig selv.







- Det mener jeg er vigtigt hele livet, siger hun.







- Og hvis jeg opnår at blive 95 eller 100 år, vil jeg have det på samme måde. Man må ikke begynde at sløse med sig selv. Tværtimod. Man bliver jo hele tiden ældre.







Flere gange om ugen cykler Pia Kjærsgaard således til Christiansborg fra sin bolig i Gentofte nord for København. Det giver hende fysisk og mentalt velvære.





- Kondicykel gider jeg simpelthen ikke. Det er for kedeligt. Jeg cykler udendørs, og det er vidunderligt på den måde at opleve forretninger og mennesker på gaden og samtidig få blæst hovedet lidt igennem.





Med jævne mellemrum går Pia Kjærsgaard også i fitnesscenter og i svømmehallen, og med en såkaldt ‘plejeliste’ holder hun styr på skønhedsplejen:







- Med listen kan jeg med mellemrum tænke ’wups, det er vist længe siden, du har været til frisøren. Det skal du vist have tid til’. Eller til fodpleje eller hvad ved jeg. Det synes jeg er meget vigtigt. Også fordi man som folketingsmedlem pludselig skal ud til et eller andet, og så skal grundlaget være i orden.

Forældres skilsmisse satte dybe spor



Det var i 1995, at Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti oven på ruinerne af Mogens Glistrups Fremskridtspartiet.



Sidstnævnte parti var Pia Kjærsgaard politisk leder for i perioden 1984 til 1994, mens hun i 2012 trådte tilbage som DF’s formand.



I alle årene har Pia Kjærsgaard været en markant skikkelse i dansk politik.





På Christiansborg opfattes hun således som en ekstraordinær driftssikker politiker, der sjældent begår fejl.





Hun er også kendt som en kommunikatør, der taler et sprog, alle kan forstå.

Og som formand for DF var hun i centrum for flere opsigtsvækkende episoder. Eksempelvis da hun i 1998 søgte tilflugt i en bank på Nørrebrogade i København, da en gruppe autonome kastede med sten og tomater.







Siden blev Pia Kjærsgaard udstyret med livvagter, der i knap 10 år har fulgt hende døgnet rundt.



Af sikkerhedsgrunde ønsker Pia Kjærsgaard dog ikke at gå i detaljer om sin dagligdag med politibeskyttelse, men det er de markante holdninger til indvandring og islam, der har kompliceret hverdagen.



Opvæksten på Østerbro i København var heller ikke nem.







I selvbiografien ’Fordi jeg var nødt til det’ fra 2013 skriver en åben Pia Kjærsgaard om en barndom, hvor forældrenes skilsmisse satte dybe spor i både hende og lillebroderen Henrik.



I en periode var Pia Kjærsgaards tre år yngre bror fængslet for væbnet røveri og gidseltagning, og på tragisk vis endte han sine dage på et herberg for alkoholikere.



Imidlertid gjorde forældrenes skilsmisse Pia Kjærsgaard til en hård og viljestærk kvinde, og når det gælder selvtillid, får hun den gennem skønhedspleje.





- Når håret ikke er fedtet, og neglelakken ikke skaller, får man større selvtillid. Det er jeg ikke i tvivl om overhovedet, siger hun.





- Man behøver ikke at være klædt i de sidste nye modeller, men de basale ting skal være i orden. Jeg kunne ikke drømme om andet. Ellers ville jeg have det elendigt.

Tænker ikke over alder





Det er som et af landets mest erfarne folketingskandidater, at Pia Kjærsgaard som værdiordfører under valgkampen vil sætte fokus på værdipolitik, der ifølge hendes egne ord dækker alt fra udlændingeområdet til kultur og ældrepleje.



Første gang hun førte valgkamp var tilbage i 1979, dengang for Fremskridtspartiet, og i 31 år har hun nu været medlem af Folketinget.



Og selv om der står 1947 på dåbsattesten, spekulerer Pia Kjærsgaard ikke over sin alder.



- Det er jo, som det er, siger hun og fortsætter:



- Det er selvfølgelig underligt, når du siger, ‘du er fyldt 68 år’. Hold da op, det er jeg jo. Det er et underligt tal at tænke på, men normalt tænker jeg ikke videre over det.

Til gengæld spekulerer Pia Kjærsgaard ofte over sine kollegaers alder.















- Da jeg begyndte i Folketinget, skulle man være fyldt 50 år, før man overhovedet kunne blive fejret med en reception og komme i avisen. Nu er de 30 år, når de begynder at holde receptioner. Og når jeg ser de her navnesider i avisen, hvor en jeg kender fylder 40 år, tænker jeg ‘hold da op, er han eller hun i virkeligheden ikke ældre? Jeg troede, han var lige så gammel som mig’, siger Pia Kjærsgaard.

- Det overrasker mig mange gange, hvor lidt jeg egentlig spekulerer på min alder. Det kan godt være, at andre gør det i forhold til mig, men jeg gør det ikke den anden vej. Jeg føler mig ung.

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.