Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Lykkeligt gifte Thyra Frank: Jeg forelsker mig let i andre mænd

Kærlighed, omsorg og generøsitet spiller en stor rolle for Liberal Alliances Thyra Frank. Det samme gør mænd, og de skal helst være smukke.

Kærlighed, omsorg og generøsitet spiller en stor rolle for Liberal Alliances Thyra Frank. Det samme gør mænd, og de skal helst være smukke.
Foto: Liberal Alliance.

POLITIK: Om vinteren gik hun ofte hjem uden hue, vanter og halstørklæde, da hun som barn kælkede på bakkerne uden for landsbyen Gammel Skørping. For der var altid én, der frøs mere end hende selv.







Siden barndommen har medfølelse, generøsitet og kærlighed spillet en stor rolle for den i dag 62-årige Thyra Frank.



Når hun med forældrene og de to ældre brødre gik i kirke om søndagen, var det ikke blot for at høre det kristne budskab. Det var også fordi, at det var synd for præsten, hvis kirkebænkene nu stod tomme.



Og i den lille stationsby nær Rebild Bakker og Rold Skov gik hun som pige ofte over med aftensmad til den gamle smed Erik.





Inden Thyra Frank blev valgt som folketingsmedlem for Liberal Alliance i 2011, var hun kendt som plejehjemslederen med usædvanlige metoder og resultater.





På plejehjemmet ’Lotte’ på Frederiksberg i København serverede hun rødvin til maden og portvin til kaffen. Hun inviterede beboerne på charterferie og skubbede papirarbejdet til side for at give personalet tid til omsorg.



Ordentlighed og det enkelte menneske har hele livet været i centrum for Thyra Frank.



Det fortæller hun på sit lille kontor på Christiansborg, hvor kaffen er hældt op i porcelænskopper, sukkerknalder ligger i skålen, og en langstilket hvid orkidé står plantet i urtepotten.



Det var således kærligheden, der tilbage i starten af 1970’erne fik den 20-årige Thyra Frank til at flytte fra Nordjylland til København.



- Jeg blev forelsket. Han arbejdede i marinen, og mens vi var gift blev han chef for Frømandskorpset. Han var en spændende og dejlig mand, siger Thyra Frank om sit første ægteskab.



- Jeg er altid faldet for dejlige mænd. For mig er det et nærværende menneske, der er generøs med kærlighed, men som også kan forstå, hvordan jeg kan brænde for noget og måske ikke er så meget hjemme. Til gengæld er jeg der, når der er behov for mig.

Vi skal være forskellige



Ordene ”ildsjæl” og ”brænder” vender ofte tilbage i Thyra Franks talestrøm.



Hun taler længe og dedikeret om, hvordan hun brænder for en bedre ældrepleje, og hvordan hun jævnligt tager imod danskere fra hele landet:



- Jeg oplever tit, at mennesker gerne vil møde mig og fortælle, hvad de brænder for. Når man selv brænder for noget, tænder man jo andre.





Da Thyra Frank blev forstander for Plejehjemmet Lotte tilbage i 1988 brændte hun i bogstaveligste forstand også beboernes hagesmække og personalets kitler og uniformer i baghaven.



Det enkelte menneskes frihed må ikke ”puttes i kasser”, som hun formulerer det.



- Det handler om, hvordan vi møder hinanden som mennesker. For tiden er der en diskussion i vores samfund om uddannelse. Det er fint med uddannelse, det er jeg ikke i tvivl om, men i vores higen efter uddannelse må vi ikke glemme, at der også skal dannelse til.



Alligevel oplever hun ofte at blive mødt med alt andet end dannelse.





- I vores parti er vi jo en alliance af liberale mennesker, men jeg oplever at blive mødt med det, jeg aldrig kunne drømme om at møde andre mennesker med, nemlig fordømmelse, siger hun.



- Der er mennesker, der fortæller, at de er de gode, og at det vi i Liberal Alliance står for er det dårlige. Jeg synes det er utroligt, at man fordømmer andre, bare fordi man har en anden mening. Det er et trist samfund, når vi ikke kan blive enige om, at vi er forskellige.

Forelsker sig let



I dag er Thyra Frank gift for anden gang.



Ægteskabet har varet i 30 år, og hun har ingen planer om udskiftning.



- Nu holder vi den. Vi begynder ikke forfra. Så skulle det lige være den dag, hvor min mand ikke er her mere. Han er jo nogle år ældre end mig.



Hun fortæller videre, at selv om hun er lykkelig gift, kan hun godt have et øje til andre mænd.





- Jeg forelsker mig let, siger hun.





- Men det betyder jo ikke, at jeg går hele vejen. Fordi man elsker en, betyder det jo ikke, at man ikke kan se på andre smukke blomster langs vejen.



I en alder af snart 63 år erkender Thyra Frank dog, at hun efterhånden er på vej ind i sit livs efterår.



Men når kalenderen viser forår glemmer hun nemt, at det ikke længere er hende der skal ud og danse på græsset i bare tæer, som hun formulerer det.



- Jeg har hørt mange af de gamle på plejehjemmet sige, at man indeni er alle de aldre, man har haft, fortæller hun.



- Og jeg har set, at hvis man gerne vil blive gammel, skal man leve med mundvigene opad. Der er ingen, der kommer gennem livet uden at det gør ondt, men så skal man rejse sig igen, have en positiv tilgang og en nysgerrighed til livet. Det er uendeligt vigtigt.



På kontoret på Christiansborg skal Thyra Frank snart videre. Hun skal til Lyngby for at optage en video til valgkampen.



Hun rejser sig og tager overfrakken på, mens hun spørger, om Jubii.dk’s udsendte mon ikke er tørstig og vil have en vandflaske med på vejen?



Og inden hun forsvinder ud af døren, vender hun tilbage til temaer om mænd.



De skal helst være mørke med sort hår og brune øjne, og de må gerne være ældre. De skal smile og grine og vise følelser – også når de er kede af det. Det gør dem smukke, mener hun:



- For jeg kan godt lide smukke mænd. Jeg kan godt lide at se på noget smukt

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.