Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Joachim B. Olsen kæmper mod fordomme: De tror, jeg er dum, fordi jeg har levet af min krop

Da han gik fra sportsmand til politiker, blev han dømt ude af eksperter og bagland. Siden har Joachim B. Olsen (LA) gjort sig bemærket i flere sager.

Da han gik fra sportsmand til politiker, blev han dømt ude af eksperter og bagland. Siden har Joachim B. Olsen (LA) gjort sig bemærket i flere sager.
Joachim B. Olsen (LA). Foto: Scanpix (arkiv).

POLITIK: Den værste dag i Joachim B. Olsens liv skulle ellers have været en af de bedste.



Fra sit hjem i Aarhus kørte han ved formiddagstid 23. september 2010 mod Christiansborg i København.



Det var dagen, hvor han skulle præsenteres som spidskandidat for Liberal Alliance (LA).



Pressemødet var kl. 13.00, og selv om Joachim B. Olsen var grundigt forberedt, var han rystende nervøs.







Fra at være kendt som tidligere kuglestøder og vinder af ‘Vild med dans’, ville han om få timer og foran den samlede danske presse springe ud som liberal folketingskandidat.



Derfor havde han afvist flere sikre tilbud om trænerjobs i både Danmark og i udlandet.



Men uanset om et snarligt folketingsvalg ville gå godt eller skidt, ville hans liberale politiske ståsted for altid være kendt, og jobmulighederne måske snævre ind.







Og nu var der ingen vej tilbage.





Pressemødet var om få timer, og Joachim B. Olsen var på vej.





Han var forsinket, men med lidt held kunne han nå frem et kvarters tid inden partileder Anders Samuelsen ville præsentere sine spidskandidater.





Det var således en nervøs Joachim B. Olsen der sad bag rattet på motorvejen et sted på Fyn, da en sort røg pludselig hvirvlede op fra motorhjelmen.





- Af alle dage strandede jeg dén dag midt på motorvejen, fortæller Joachim B. Olsen opgivende.



- Efter nogle minutter standsede en bil. Det var en sød pige, der sad bag rattet. Hun spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg forklarede, jeg skulle til pressemøde, og hun kom i tanke om, at det havde hun hørt om i radioen. Så tilbød hun at køre mig direkte til Christiansborg.



Imidlertid havde Joachim B. Olsen glemt den vigtigste rekvisit i bilen, der nu stod låst og efterladt på motorvejen bag ham.





- Jeg glemte mit jakkesæt. Så til pressemødet mødte jeg op i cowboybukser og en sweater. Det var meget kaotisk. Det var måske den værste dag i mit liv.

Kommer galt afsted med håndtryk



Med et såkaldt tillægsmandat blev Joachim B. Olsen i 2011 valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance.



Han er opvokset i Aalborg, blev student fra Nørresundby Gymnasium og har læst historie i fire år på University of Idaho i USA.



Som diskokaster og kuglestøder satte han flere skolerekorder i Idaho, og siden var han med i otte internationale finaler i træk ved OL, VM og EM.



Med sine 183 centimeter var han dog aldrig blandt de største kuglestødere, men til gengæld var han blandt de stærkeste. Og det er han tilsyneladende fortsat. I hvert fald på Christiansborg, hvor han på sit kontor tager imod med et særdeles fast håndtryk.



Det er han flere gange kommet galt afsted med, fortæller han. Eksempelvis under OL i 2004, da Kongeskibet Dannebrog lagde til kaj i Athen i Grækenland.





På dækket stod den kongelige familie på række, for at hilse på de danske atleter.



- Det var meget pinligt, husker Joachim B. Olsen.



- Ombord på skibet blev vi introduceret til Dronning Margrethe, Prins Henrik, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Og da jeg gav hånd til Mary, kan jeg huske, at hun udbrød et højt ‘uhh’, og jeg tænkte bare ‘Joachim, din store idiot’.

Blev opfattet som useriøs



Det faste håndtryk forsøger Joachim B. Olsen i dag så vidt muligt at ”begrænse”.

Både muskler og fedtprocent er da også svundet ind.

Sammenlignet med, da han var på toppen af sin idrætskarriere med en kampvægt på omkring 142 kilo, vejer han i dag knap 45 kilo mindre.

Og det var efter en række skader, seneste en diskusprolaps, at Joachim B. Olsen indstillede sportskarrieren i 2009 for to år senere at stille op til Folketinget.





Kandidaturet blev af flere noteret med en rynken på næsen, og med bl.a. den tidligere plejehjemsleder Thyra Frank på holdet, blev Liberal Alliance beskyldt for at håndplukke kendis-kandidater.



Selv i Gentofte-kredsen, et af partiets vigtigste, blev Joachim B. Olsen af et lokalt og anonymt partimedlem betegnet som “et mellemkapitel i Liberal Alliances historie” over for dagbladet Politiken.



- Jeg har skullet overbevise mange mennesker om, at det var seriøst ment, når jeg gik ind i politik. Jeg var ambitiøs, og ville ikke nøjes med at sidde på bagerste række i folketingssalen og hæve mit fede vederlag uden at sige et ord, fortæller Joachim B. Olsen.



- Men når du er kendt for én ting, idrætsmand, og så var jeg også med i ‘Vild med dans’, er du sat i bås. Og det er naturligt, man bliver skeptisk over for et menneske, man kender, der træder ind i en helt ny rolle.



Titlen ‘kuglestøder’ forfølger således stadig Liberal Alliances arbejdsmarkeds- og erhvervsordfører.



- Det er blevet mindre med tiden, men hænger stadig fast. Det er også okay, men nogle gange kan jeg godt blive lidt irriteret, for jeg kan mærke, at det ikke altid er positivt ment, når det bliver nævnt i aviser, siger han.



- Jeg tror også, at når du har levet af din krop, som jeg har som sportsmand, så tænker andre, at du er dum. Det er et blondine-syndrom. Ser man en smuk kvinde, vil der altid være nogle der tænker, ‘er hun nu også klog?’. Det er nogle fordomme, man skal kæmpe med.

Brød igennem på Facebook



Som liberal politiker har Joachim B. Olsen den fri markedsøkonomi, mindre velfærdsstat og personlig frihed blandt sine mærkesager.

Ofte er han blevet beskrevet som en politiker, der nøgternt refererer til statistikker og tørre tal i forsøget på at overbevise sine modstandere.

Den nøgterne tilgang, med logik og liberal snusfornuft som omdrejningspunkt, har de seneste fire år trukket flere overskrifter.



Under den seneste valgkamp i 2011 vakte det opsigt, da han udtalte, at han ikke ville være imod et lov om flerkoneri. Ligeledes blev det bemærket, at han som udgangspunkt ikke havde noget imod en skat på 20 procent.



Men det var en fredag aften i oktober samme år og alene på sit kontor, at han uden at ane det for alvor ville sætte en politisk dagsorden.





I en artikel i B.T. lød forslaget fra SF’s Özlem Cekic, at de såkaldte satspuljemidler skulle bruges til julehjælp til fattige borgere.



Det fik Joachim B. Olsen til på Facebook at skrive, at “Jeg brækker mig” over det, han mente var en manipulerede retorik fra venstrefløjen.



Uligheden var ganske vist steget en smule, men i Danmark fandtes ikke fattigdom på samme måde, som de røde partier hævdede, mente Joachim B. Olsen.





- Det blev udlagt som, at fattigdommen var eksploderet i Danmark. Det var en dagsorden, som venstrefløjen simpelthen havde erobret. Og så kom det bare fra hjertet, mens jeg sad ved computeren derovre, siger han og peger.



- Og så skrev jeg på Facebook en kommentar til artiklen i B.T. Bagefter tog jeg toget hjem til Aarhus. Jeg sad og læste, og på et tidspunkt kiggede jeg på min telefon. Der var 40 ubesvarede opkald. Så tog jeg telefonen, da den ringede igen, og var direkte igennem på TV2 News.



Efterfølgende inviterede SF’s Özlem Cekic Joachim B. Olsen ud i virkeligheden for at møde kontanthjælpsmodtageren Carina, en enlig mor på Nørrebro.



Det kom frem, at Carina havde knap 16.000 kroner udbetalt om måneden efter skat, og det skabte stor debat i aviser og tv, mens tusindvis af danskere skrev forargede kommentarer på netaviser og på de sociale medier.



- Statsministeren måtte forholde sig til sagen på det ugentlige tirsdagspressemøde, og Karen Hækkerup og Mette Frederiksen fra socialdemokraterne begyndte pludselig at tale om, at vi skulle have et opgør med kræver-mentaliteten, siger Joachim B. Olsen.





- Stemningen vendte fuldstændig. Og jeg tror, det var med til at, at der senere kom en kontanthjælpsreform. Så jeg har da i hvert fald bidraget til, at der er kommet et stemningsskift herhjemme hvad angår fattigdom, og det er jeg tilfreds med.

Prøver at blive bedre som politiker



I uge 2 inde i valgkampen tegner det lyst for Joachim B. Olsens videre politiske fremtid.





Blandt de borgerlige partier er det især Liberal Alliance, der ifølge de seneste meningsmålinger oplever fremgang.



For Joachim B. Olsen handler valgkampen nu om at sikre de afgørende mandater til hans eget parti og siden blå blok.



- Sammenlignet med sport er politik en sjov branche. Der er flere ting, du ikke har kontrol over. Det kan hurtigt gå op og ned i politik, så derfor er man også nødt til at have en eller anden distance, siger han.



- Men politik er også en holdindsats. Og jeg prøver at løse de opgaver, der ligger på mit bord, så godt som muligt. Nogle gange lykkedes det, og andre gange lykkedes det ikke. Men jeg forsøger i hvert fald hele tiden på, at blive bedre til det, en politiker skal kunne.

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.