Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Inger Støjberg: Jeg har ikke altid grebet ind over for mobning

Hun tager de politiske slagsmål for sit parti, men når kameraerne er slukkede, lever Venstres Inger Støjberg et roligt liv med småkagebagning til sine kollegaer. Og så brænder hun for at stoppe mobning.

Hun tager de politiske slagsmål for sit parti, men når kameraerne er slukkede, lever Venstres Inger Støjberg et roligt liv med småkagebagning til sine kollegaer. Og så brænder hun for at stoppe mobning.
Foto: Johan Gadegaard/Scanpix (arkiv).

POLITIK: Det var ”under lavmålet ” og ikke ”en statsminister værdig”, da Socialdemokraterne i går tirsdag i et brev, som er sendt til 1,5 millioner vælgere, advarede mod at stemme på Dansk Folkeparti og Venstre.



Sådan lød gårsdagens prompte og kontante udmelding fra Venstres Inger Støjberg.





Som politisk ordfører er hun den, der på vegne af sin formand og sit parti skubbes frem i forreste række, når et politisk slagsmål er i gang.





Men på trods af den kontante stil har Inger Støjberg ifølge hende selv knapt så mange skarpe kanter, når kameraerne er slukket.





- Når først du er på banen som politiker, kæmper du kampen. Og så kan det godt være, at du er lidt blødere uden for banen. Sådan tror jeg også, at det er for mig. Jeg går ikke og råber derhjemme, og det er ikke altid, jeg er oppe i gear. Jeg lever et meget almindeligt liv ved siden af politik, siger hun.



- Og jeg tror, at nogle gange kan politik set udefra godt virke lidt voldsommere, end det måske er i virkeligheden. Som regel ser man os kun, når vi på en eller anden måde er i kamp.







På Christiansborg hører Inger Støjberg dog til blandt en lille håndfuld af politikere, der ikke holder sig tilbage med kontroversielle meninger.







Eksempelvis trak det overskrifter, da hun modsatte sig fundamentalistiske muslimer ved at sige, at de skulle tage “hjem til deres taberlande”.



Og tidligere på året vakte hun opsigt med en Facebook-opdatering, der fortalte om, hvordan indvandrerdrenge havde forstyrret og larmet under en biograffilm.





Nu sidder vi på hendes kontor omkring et mødebord og drikker kaffe.





Inger Støjberg åbner en gennemsigtig plastboks.



- Det er napoleonshatte, siger hun om de hatteformede kager af mørdej med indbagt marcipan og chokoladebund.





- Jeg bager meget. Det er en hobby, og mine napoleonshatte er nærmest blevet en klassiker her på partigangen på Christiansborg.



I Venstres nuværende folketingsgruppe er der særligt ét medlem, der ifølge Inger Støjberg udviser en stor interesse for bagværket.



- Nogle gange bager jeg småkager til Søren Pind. Han får en lille krukke, og så bliver han så medgørlig i en periode, fortæller hun.



- Jeg tror faktisk, at Søren Pind simpelthen har en forkærlighed for småkager. Det er mit klare indtryk. Så får han den her lille krukke, der er lidt mormor-agtig, og så kommer han ind på mit kontor med krukken, når den er tom.

Brænder for at bekæmpe mobning





Inger Støjberg er som hentet ud af opskriften på et klassiske venstre-medlem.







Hun er vokset ved den lille landsby Hjerk nord for Skive i midtjylland med knap 100 indbyggere.





- Men jeg er ikke fra selve Hjerk. Og når man ikke engang er fra selve Hjerk, er man vokset op ret langt ude på landet, siger Inger Støjberg, der kommer ud af en landsmandsfamilie.



Folkeskoletiden tilbragte hun på Hjerk-Harre Skolen, mens fritiden gik med fodbold, håndbold, familiens hund ‘Molly og farmoderen, der boede blot 100 meter fra barndomshjemmet.





Efter en studentereksamen fra Morsø Gymnasium tog Inger Støjberg en 1-årig Højere Handelseksamen fra Viborg Handelsskole samt en kort, videregående uddannelse fra det nu nedlagte InformationsAkademiet.



Siden blev hun redaktør på Viborg Bladet, var kortvarigt selvstændig med ‘Støjberg Kommunikation’, mens den politiske karriere for alvor blev skudt i gang, da hun som 20-årig blev valgt til amtsrådet i Viborg.







I 2001 blev hun medlem af Folketinget, hvor hun under den forhenværende borgerlige regering var minister for både beskæftigelse og ligestilling.



Og som nuværende politisk ordfører oplever hun dagligt at blive kontaktet af borgere, der vil hende det godt, men også ondt.



- Om morgenen kigger jeg altid på min Facebook for at se, hvad der er kommet af spændende ting i løbet af natten. Jeg modtager noget hver eneste dag, siger hun og finder mobiltelefonen frem.



- ‘Go’ fuck yourself, hore’, læser hun højt af en besked, og peger på en anden Facebook-bruger, der gennem en årrække har sendt ubehagelige beskeder flere gange om ugen til hendes indbakke.



- Der er en vis spændvidde i, hvad jeg hver eneste dag modtager i indbakken. Det svinger lige fra decideret ægteskabstilbud til det stik modsatte. Men det er altså ikke noget, der går mig på.



En af de mange mails, der i årenes løb har gjort størst indtryk på Inger Støjberg, var fra en pige ved navn Malou.

Ifølge Inger Støjberg er Malou blevet mobbet og chikaneret i både skolen og på sociale medier med beskeder som “hop ud foran et tog, der er alligevel ingen, der vil savne dig”.



Efter henvendelsen fra Malou var Inger Støjberg med til at stable en konference om mobning på benene samt på vegne af sit parti at forfatte et politisk udspil imod mobning.



- Malou er nærmest blevet invalideret på grund af massiv mobning. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt, siger Inger Støjberg.



- I min barndom og ungdom var det jo sådan, at mobning var noget, man på en eller anden måde kunne tage hjem fra. Så blev man ikke mobbet mere. Men sådan er det ikke nu, fordi mobning også foregår på de sociale medier. Det er ikke længere noget, man kun skal kæmpe med i skolegården eller til fodbold. Med de sociale medier er det blevet til et mangehovedet uhyre.





Politisk mener Inger Støjberg, at selskaberne bag de sociale medier bør indgå et såkaldt fælles kodeks eller et sæt spilleregler, der skal forhindre mobning blandt børn og unge.



- Men jeg synes, at sådan et fælles kodeks i første omgang skal gå ad frivillighedens vej. Og gør selskaberne ikke det, må vi prøve at se på, hvad vi ellers kan gøre. Men jeg er ikke stor tilhænger af, at vi skal lovgive alt for meget på det her område, siger hun og tilføjer:







- Med de sociale medier er der sket et skred i, hvad vi synes, at vi kan tillade os over for hinanden. Og ét er at være politiker. Vi har selv stukket næsen frem, og det kan vi sagtens håndtere. Det kan jeg i hvert fald. Men børn og unge skal ikke udsættes for mobning på den måde.







Selv om Inger Støjberg som politiker er optaget af mobning blandt børn og unge, er hun under sin opvækst ikke selv blevet udsat for ubehagelige episoder, fortæller hun.







- Og jeg har heller aldrig mobbet nogen, men jeg er ikke sikker på, at jeg altid fik grebet ind. Jeg kan huske nogle tilfælde, hvor jeg greb ind, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke altid gjorde det.

Hård tone kan også være respektfuld







Med blot en dag tilbage til folketingsvalget torsdag, er slutspurten sat ind for alle partier.



Gennem hele valgkampen har der stort set været dødt løb mellem rød og blå blok, ifølge meningsmålingerne.





I flere debatter har tonen mellem kandidaterne, og ikke mindst i tv-duellerne mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstre formand Lars Løkke Rasmussen, været skarpt trukket op.



Ifølge Inger Støjberg betyder den hårde tone ikke nødvendigvis, at der ikke er respekt for hinanden på tværs af partierne.



Som eksempel peger hun på enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.



- Hun er en af dem, jeg ofte debattere med, og hvor det tit kan gå hårdt for sig. Men jeg synes egentlig, at der altid er en god tone imellem os. Og Johanne Schmidt-Nielsen er en fremragende debattør, men hun er også en debattør, der har knubberne forrest.



Både Inger Støjberg og Johanne Schmidt-Nielsen har en forkærlighed for cola. Og det kan de samles om, når de til dagligt støder ind på hinanden på Christiansborg.



- Men Johanne er jo politisk decideret tabt. Der er intet at stille op, så man kan lige så godt lade være med at diskutere med hende. Men så er der mange andre ting, vi kan snakke om. Og hele vejen igennem er hun et rigtig godt menneske. Hun er simpelthen godt selskab, siger Inger Støjberg.



- Jeg kan dog undre mig over, at hun tror på det der mærkelige projekt, som Enhedslisten har kørende. Men Johanne er ihærdig og sætter sig ind i tingene. Hun er et eksempel på en, jeg respekterer meget, men som jeg også kan diskutere med, så blodet sprøjter.

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.