Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Ida Auken: Med tiden er jeg blevet mere bange for at dø

Hun er kendt som en grøn politiker, men det er især livets store og svære spørgsmål, der optager den radikale Ida Auken.

Hun er kendt som en grøn politiker, men det er især livets store og svære spørgsmål, der optager den radikale Ida Auken.
Ida Auken (R). Foto: Scanpix (arkiv).

POLITIK: I vuggen lå to dødfødte tvillinger.



Som færdiguddannet teolog i praktik på Rigshospitalet var det Ida Auken, der som hospitalspræst nu skulle sige noget meningsfuldt til forældrene.



- Man kan ikke finde mening i sådan noget, siger hun.



- Men det, man kan gøre, er, at man kan være der for forældrene, synge en sang og prøve at forklare dem, at man synes, det er en forfærdelig situation. Måske kan man også sige, at der kan være et lys et sted derude, selv om man ikke kan se det lige nu.



Spørgsmål og svar om døden og livet har for Ida Auken fra Radikale Venstre altid været et tilbagevendende tema.



Hun er datter af præst og EU-parlamentariker Margrete Auken (SF), har skrevet stribevis af teologiske artikler og som tidligere hospitalspræst såvel som fængselspræst i Anstalten ved Herstedvester har hun flere gange set, hvordan livet slutter, og hvordan det begynder.



- Jeg kan huske, at jeg engang sad med en mand der fuldstændig var gået i opløsning af kræft. Han døde dagen efter, og han var ikke meget ældre end min egen mand, fortæller hun.



- Som præst har jeg på den måde fået lov til at se, hvordan livet kan gå i stykker og forsvinde mellem fingrene på os. Og respekten for livet og det, at vi alle kan blive ramt af noget, der er svært og voldsomt, har jeg taget med ind i politik.



Har ændret syn på døden



Det var i 2007, at Ida Auken blev valgt ind i Folketinget første gang. Dengang for Socialistisk Folkeparti (SF).



Senere blev hun miljøminister, men efter en dyb splittelse i SF i sagen om Dong Energy, der blev solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, trådte SF ud af regeringen 30. januar 2014.



Samtidig forlod Annette Vilhelmsen posten som partiformand. Dagen efter meldte Ida Auken sig ud af SF og ind i Radikale Venstre.



I en alder af 37 år har Ida Auken, der bor på Frederiksberg med sin mand og to børn på 2 og 4 år, prøvet mere end de fleste, når det gælder karriere.



Således er hun også blevet kåret som en af Europas lovende ledere under 40 år.



Baggrunden som teolog er en del af forklaringen på hendes succes, mener hun selv.





- Jeg ser min karriere som en langsom opbygning, hvor det ene har taget det andet. Men det har også været til min fordel, at jeg ikke ligner andre politikere. Jeg kommer selvfølgelig fra en politisk familie, og jeg er akademiker som mange andre, men jeg er trods alt også teolog, siger hun.



- Det betyder, at jeg har tænkt meget over, hvad menneskelivet er, og hvad der er vigtigt for os.



Af samme grund har hun også forholdt sig til det uundgåelige faktum i livet. Især når det gælder hendes nærmeste.



- For bare 10 år siden kunne jeg ikke udholde tanken om, at jeg ikke vil have mine forældre for altid, fortæller hun.



- Men efter jeg fik børn, har mit syn på døden ændret sig. Nu har jeg nemmere ved, at folk bliver gamle og dør. For det er jo en del af livet.



Anderledes forholder det sig med tanken om hendes egen dødelighed.





- Med tiden er jeg selv blevet mere bange for at dø, fordi jeg skal passe to små børn og være deres mor. Men jeg håber, at når de har fået deres egne børn, at de også kan give slip i forhold til mig, siger hun.



- For jeg synes egentlig, at man skylder at give plads til næste generation.



Mediterer på sit kontor



På Christiansborg, hvor vi sidder på hendes kontor, kan arbejdsdagene med jævne mellemrum snige sig helt op på 14 timer.



Når Ida Auken samtidig får stribevis af henvendelser på mail og i telefon, må hun derfor ofte sige nej. Eksempelvis til folkeskoleelever der ringer med spørgsmål til en opgave, eller et menighedsråd i Nordjylland der ønsker besøg.



Når arbejdsbyrden alligevel bliver for tung, har Ida Auken flere rutiner parat:



- Det bedste jeg ved er at drikke en kop kaffe. Livet bliver langsomt, og jeg lander fuldstændigt. Og hvis jeg endda kan sidde i solen, bliver jeg næsten helt lykkelig.





Hun kan også finde på at lukke døren til sit kontor:



- Jeg har en stol derovre i hjørnet, siger hun og peger.



- Den sætter jeg mig på for at lytte til en meditation, som min veninde har indspillet til mig. Den varer i 10 minutter, og når jeg hører den med lukkede øjne, bliver jeg helt rolig.



Meningen med livet er de små ting



Som politiker er Ida Auken især optaget af natur og miljø.



Som miljøminister for SF stod hun bl.a. i spidsen for en kommunal klimaaftale til 2,5 mia. kr.



De seneste år har hun gjort sig bemærket som fortaler for såkaldt cirkulær økonomi - en bæredygtig måde at producere og forbruge på, hvor intet går til spilde. Det har hun flere gange blogget om for den anerkendte britiske avis The Guardian.



- Jeg er grøn, fordi jeg elsker livet, siger hun.



- Jeg vil så utrolig gerne passe på vores klima, miljø og natur og give det videre til mine børn og de næste generationer. Derfor skal vi også finde frem til, hvordan vores økonomi kan arbejde med naturen i stedet for imod den.



Det politiske arbejde for renere vand i hanerne, genbrug af affald, flere elbiler på gaden og mindre forurening i luften fylder meget hos Ida Auken.



Men det fylder ikke alt. For det er ikke i arbejdet, at livets mening skal findes.



Hvad tilværelsen egentlig går ud på er et tema, der ofte strejfer hendes tanker.



- Hvis man leder efter den store mening med livet, meningen, kan man godt risikere at blive skuffet. Men hvis man leder efter en masse små meninger i dagligdagen, eksempelvis at være der for andre, gøre andre glade eller at bare at lytte til mennesker, så kan man finde mening, siger hun.



- Og hvis det gør én glad i det her øjeblik, så er det måske nok.

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.