Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Alternativets Niko Grünfeld mediterer hver morgen og går ind for fri hash

Niko Grünfeld er en af Alternativets bærende kræfter, men er først og fremmest et familiemenneske.

Niko Grünfeld er en af Alternativets bærende kræfter, men er først og fremmest et familiemenneske.
Niko Grünfeld (Å). Foto: Alternativet.

POLITIK: Da en udbrændt formand for klimatopmødet Cop15 i december 2009 i Bella Center i København slog i bordet med sin hammer foran verdens ledere, slog han også en idé fast i hovedet på Niko Grünfeld.



Som formand for FN’s klimatopmøde var daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havnet i et storpolitisk mareridt.



Et officielt udkast til en klimaaftale var blevet lækket under de følsomme forhandlinger, og på topmødets sidstedag kom en overanstrengt Lars Løkke Rasmussen til at afslutte mødet, selv om en FN-ansat havde gjort opmærksom på, at der var gjort indsigelser.



Efterfølgende blev formandskabet kritiseret i uhørt skarpe vendinger, stribevis af europæiske politikere annoncerede deres dybe skuffelse over mødets nedsmeltning og alverdens miljøaktivister forlod København med en bitter smag i munden.



Niko Grünfeld var også nedslået.



- Jeg blev vældig udfordret og provokeret af klimatopmødet Cop15 i København. Jeg blev virkelig frustreret over den manglende samarbejdsvilje blandt de forskellige lande i forhold til en bæredygtig omstilling, fortæller han.



- Det fik mig til at føle, at det var på tide, at jeg gik ind i politik i stedet for blot at stå på afstand og kritisere.



I dag er Niko Grünfeld spidskandidat for Alternativet.



Spørger man centralt placerede kilder, opfattes han internt i partiet som “en de bærende kræfter”.



Det var således Niko Grünfeld, der tilbage i 2013 under rødvinsaftener og på en gåtur på Gammel Kongevej i København var med til at overbevise Uffe Elbæk, Alternativets nuværende politiske leder, om behovet for et nyt parti i dansk politik.



Mens den kulturelle iværksætter og tidligere kulturminister Uffe Elbæk mente, at projektet var for stort, og at han selv var for gammel, insisterede Niko Grünfeld på, at stadig flere vælgere savnede et parti med alternative bud på en bæredygtig omstilling.



Det var gennem uddannelsen Kaospiloterne i Aarhus, at Uffe Elbæk og Niko Grünfeld kendte hinanden. Og i september 2013 meldte folketingsmedlemmet Uffe Elbæk sig ud af Det Radikale Venstre for som løsgænger at stifte Alternativet.

Blandt partifæller beskrives Niko Grünfeld også som “et smittede væsen” og som en af hovedarkitekternes bag Alternativets sundhedspolitik, der blev lanceret i april 2015.



Som ordfører på området er sundhed en blandt flere mærkesager.



Hver morgen har Nico Grünfeld af samme grund en såkaldt daglig praksis med åndedrætsøvelser, hvor han uden at komme det nærmere “mærker efter i sin krop”.

- Jeg tror, det er godt at skrue lidt ned for tempoet en gang imellem, forklarer han.



- Også som samfund, hvor vi har en udfordring i forhold til vores mentale helbred. Lige nu er det som om, at vi skruer op for den økonomiske vækst, men jeg ser ikke, at livskvaliteten er fulgt med.

Den sunde afhængighed

Livskvalitet er ikke blot et tema, der fylder privat og politisk for Niko Grünfeld.



I de seneste 10 år har han som selvstændig således undervist i meditation, mindfulness, nærværstræning og konflikthåndtering for bl.a. lærere, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.



Men først og fremmest er Niko Grünfeld med egne ord et familiemenneske.



- Jeg synes, det er meget meningsfuldt at være knyttet til andre mennesker. Ikke mindst til sin familie, siger Niko Grünfeld, der bor i Valby vest for København med sin kæreste og tre børn.



- Vi taler meget om uafhængighed, men jeg derimod er optaget af den sunde afhængighed. Det vil sige, at jeg har brug for at indgå i fællesskaber, hvor jeg kan gøre noget for andre mennesker. Det kan være mine børn, en god ven eller en kollega. Det handler om at give noget til andre og at føle, at der er brug for én. Det er meget livsbekræftende.

Som politiker og ordfører for singleliv er Niko Grünfeld samtidig optaget af det stigende antal danskere, der bor alene.



I dag findes over 700.000 enlige mænd herhjemme, mens tallet for kvinder er på knap 690.000, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.



- Når jeg er ordfører for singleliv, handler det ikke om, at vi i Alternativet vil matche folk. Vi vil derimod politisk forholde os til alle dem, der bor alene, forklarer Niko Grünfeld.



- Hvis man f.eks. er en familie og skal betale licens, betaler man én licens. Og bor man alene, betaler man også én licens. Men måske burde vi differentiere licensen. Det er ikke fordi, vi har så meget konkret på singleområdet lige nu, men vi synes, at området er værd at være opmærksom på, og derfor har vi også givet det et ordførerskab.

Er optaget af singleliv

Ender alt efter planen for Alternativet, drømmer Niko Grünfeld om at blive minister for livskvalitet, nærvær og sundhed.



Partiet, der blev præsenteret for offentligheden i november 2013 og peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, kan dog næppe regne med at blive regeringsparti efter 18. juni.



Men halvvejs inde i valgkampen ser Alternativet, der går ind for kødfrie mandage i børneinstitutioner og løse bisonokser i statsskovene, til fleres overraskelse dog ud til at bevæge sig rundt omkring spærregrænsen, viser flere meningsmålinger.



Ifølge de seneste prognoser er Alternativet tilmed større end De Konservative.



Flere opsigtsvækkende forslag har dog fået en række borgerlige kommentatorer til at stemple partiet som “gøglerpartiet”.



Udover en ugentlig kødfri dag i offentlige institutioner, en 30 timers arbejdsuge og kontanthjælp uden krav, går Alternativet således også ind for en legalisering af medicinsk cannabis som en supplerende behandlingsform.

- Vi er nødt til at udvide vores horisont i sundhedsvæsenet, uddyber Niko Grünfeld.



- For der er stadig mere dokumentation der peger på, at medicinsk cannabis har en gavnlig effekt for f.eks. sclerosepatienter.



Selv hævder Niko Grünfeld, at han aldrig har røget cannabis.



- Jeg har astma og har aldrig røget. Jo, jeg røg en cigar på Cuba, da jeg fyldte 30 år. Jeg lå og hostede hele dagen efter, siger han og tilføjer:



- Og hvad angår medicinsk cannabis, skal det jo ikke nødvendigvis ryges. Det kan også indtages som f.eks. piller.

Ser politik som et livsformål

Med 10 dage tilbage til folketingsvalget, tør Niko Grünfeld ikke gøre de mange frivillige timer, dage, uger og måneder op, som han indtil videre har brugt på at udvikle politik for Alternativet.



- Men jeg har heller ikke set det som et arbejde, fortæller han.



- For mig er det mere et livsformål.



Niko Grünfeld har samtidig “en klar forventning” om at blive valgt ind, men i sammenligning med øvrige partiers spidskandidater, er han relativt ukendt i den brede offentlighed.



- Bliver jeg ikke valgt ind, fortsætter jeg mit politiske arbejde i Alternativets hovedbestyrelse og i den politiske ledelsesgruppe. Og så fortsætter jeg selvfølgelig med min virksomhed, mens jeg laver politik på hobbyniveau. Lige indtil næste valg, siger han.



- Så er jeg klar igen.

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.