Største kontrolaktion mod kritiserede havbrug nogensinde

Efter hård kritik for miljøforurening og politianmeldelser skal dansk havbrug nu gennem grundig kulegravning.

Efter hård kritik for miljøforurening og politianmeldelser skal dansk havbrug nu gennem grundig kulegravning.
Der er 19 havbrug i Danmark, som primært producerer havørreder. (Arkivfoto) Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Miljø- og Fødevareministeriet har sat gang i den hidtil mest omfattende kontrol af de danske havbrugs foderforbrug, produktion af fisk og medicinforbrug.

Kontrolaktionen kommer efter en række afsløringer af ulovligheder og er en del af miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens (V) varslede kulegravning af hele branchen.

Eksempelvis efterforskes det store Hjarnø Havbrug A/S ved Horsens af Sydøstjyllands Politi for at overtræde miljølovgivningen og udlede kvælstof og fosfor.

- Sagen om Hjarnø Havbrug, der i årevis har produceret fire gange mere end tilladt, understreger i høj grad problemerne med at basere kontrollen med havbrug på havbrugenes egenkontrol, siger formand for Danmarks Sportsfiskerforbund Verner W. Hansen.

Sportsfiskerforbundet har spillet en central rolle i afsløringen af ulovligheder. Her har man været bekymret for, om ministeriets kulegravning blev grundig nok.

- Men vi er positivt overraskede over både omfang og grundighed. Det tyder på, at vi får den mest grundige kontrol af danske havbrug nogensinde, siger Verner W. Hansen.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tager kontrollen afsæt i havbrugenes årsindberetninger for 2018.

Den skal afdække, om havbrugene har overholdt vilkårene i deres tilladelser og godkendelser. Men kontrollen vil også omfatte en vurdering baglæns af indberetningerne for 2016 og 2017 og eventuel stikprøvekontrol.

Afrapporteringen skal afleveres til Miljø- og Fødevareministeriet senest 10. maj.

Samtidig skal kontrolaktionen give et overblik over, om myndighederne har de rette redskaber til at gennemføre en fyldestgørende kontrol af havbrugenes overholdelse af deres tilladelser.

- I dag er der så mange myndigheder involveret lige fra kommuner til Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen, at overblikket er væk, siger Verner W. Hansen.

- Ikke engang et fælles it-register over forbrug og produktion findes der. Nu håber vi på et bedre samlet kontrolsystem fremadrettet.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.