Pride siger stop: Ikke plads til flere firmaer i parade

Der er flere og flere kommercielle aktører, der ønsker at være en del af Copenhagen Pride.

Der er flere og flere kommercielle aktører, der ønsker at være en del af Copenhagen Pride.
Den første "pride" i København var EuroPride, der blev afholdt i 1996. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra 25.000 til 75.000 kroner.

Sådan lyder prisen på adgangsbilletten for kommercielle aktører som firmaer og politiske partier, når de ønsker at gå med i Copenhagen Pride-paraden, der lørdag finder sted i København.

Og selv om de private aktørers donationer er helt centrale for, at festivalen for LGBT-personers rettigheder overhovedet kan finde sted, så har arrangørerne nået et loft.

Det fastslår Thomas Rasmussen, der er er kommunikationschef for Copenhagen Pride.

- Generelt har vi de seneste tre-fire år fået flere sponsorer, og vi oplever også en større interesse fra firmaer i forhold til at indgå samarbejder med Copenhagen Pride.

- Nu mener vi, at vi har nået et maks i forhold til kommercielle aktører, der går med i paraden. Vi vil gerne bevare en balance mellem menneskerettighedsgrupper og grupper, der omhandler LGBT+-personers rettigheder, siger Thomas Rasmussen.

Ifølge kommunikationschefen vil cirka en tredjedel af de 160 grupper, der i år går med til paraden fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen, have betalt for at være med.

- Omkostninger til sikkerhed, renhold og så videre gør, at vi gerne vil have de virksomheder, der går med i paraden, til at dække de omkostninger.

- Men vi oplever også en stigende interesse for at blive sponsor til Copenhagen Pride uden at gå med i paraden. Og dem har vi plads til flere af, siger Thomas Rasmussen.

Arrangørerne differentierer blandt andet prisen for at gå med i paraden efter virksomhedernes størrelse. Pengene er dog ikke det vigtigste, understreger kommunikationschefen.

- Helt grundlæggende kan man kun komme med som samarbejdspartner for Copenhagen Pride, hvis man tager mangfoldighed, ligestilling og LGBT+-agendaen seriøst som virksomhed.

- Hvis vi ikke føler, at vi kan stå på mål for virksomheden, vil vi ikke indgå et samarbejde. Og vi har før takket nej til tilbud fra for eksempel tobaksindustrien.

Ifølge Thomas Rasmussen er tobaksindustrien uønsket på grund af en "sundhedsdagsorden", uagtet om virksomheden rent faktisk gør meget for LGBT+-agendaen.

Der indgår altså også en moralsk vurdering af virksomhederne, anerkender kommunikationschefen. Alligevel er banker som for eksempel Danske Bank og Nordea, der har været involveret i sager om hvidvask, velkomne, fortæller Thomas Rasmussen.

- Det er et dilemma. Vi endte med i år at sige, at det fokus, man lægger på LGBT+ og inklusion i virksomheden, vægter højere end de anklager, der lige nu ligger om hvidvask.

Copenhagen Pride har i 2019 budgetteret med et overskud på cirka 200.000 kroner, der skal gå til at øge foreningens egenkapital.

Paraden starter lørdag klokken 13.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.