Kevin Spacey slipper for retssag om seksuelt overgreb

Anklagemyndigheden i den amerikanske delstat Massachusetts dropper sag mod Kevin Spacey om seksuelt overgreb.

Anklagemyndigheden i den amerikanske delstat Massachusetts dropper sag mod Kevin Spacey om seksuelt overgreb.
Skuespiller Kevin Spacey, der blandt andet er kendt fra serien "House of Card" og filmen "American Beauty", er ikke længere tiltalt i en sag om et seksuelt overgreb. Han var tiltalt for at have forulempet en 18-årig mand på en bar i 2016, men anklagemyndigheden har opgivet sagen. (Arkivfoto). Foto: Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix

Anklagemyndigheden i Massachusetts frafalder tiltalen mod skuespiller Kevin Spacey i sag om et seksuelt overgreb. Det skriver en række amerikanske medier - herunder Reuters.

Den Oscar-vindende skuespiller var ellers anklaget for at have seksuelt forulempet en 18-årig mand på en bar i juli 2016. Beskeden om den droppede sag kommer, under to uger efter at den 18-årige mand selv valgte at trække sagsanlægget tilbage.

Det gjorde han ved en domstol i Nantucket, hvor han underskrev en erklæring om, at han gjorde det af egen fri vilje. Manden begrundede ikke sin beslutning.

Overgrebene skulle være sket på en bar på øen Nantucket, hvor den 18-årige ved navn William Little arbejdede. Da han anmeldte den prisbelønnede skuespiller sagde han, at han optog episoden på en mobiltelefon.

Spacey var af Little beskyldt for at have forulempet den unge mand ved at have berørt hans kønsorganer. Det var dog først i november forrige år, at han fortalte offentligt, hvad der skulle være sket.

Inden sagsanlægget blev trukket tilbage af Little, sagde hans advokater, at de afslørende optagelser var blevet væk.

Billedmaterialet var noget af det, som Kevin Spaceys advokater havde bedt om at se, inden en retssag om det påståede overgreb kunne gå i gang.

Spacey nægtede sig skyldig i overgrebet.

Ifølge mediet TMZ, som skulle have fået indsigt i nogle retsdokumenter, er sagen droppet, da Little ikke står til rådighed for retten længere.

Sagen har dog fået megen omtale, og det er langtfra den eneste sag om angiveligt upassende eller ulovlig opførsel fra den amerikanske skuespiller.

Sidste år blev han beskyldt for at have krænket unge mænd og mindreårige drenge seksuelt tilbage i 1992.

Desuden har Storbritanniens prestigefulde teater The Old Vic tidligere meldt ud, at det har modtaget 20 klager over Spacey om "upassende opførsel".

De 20 klager omhandler episoder, der skulle være fundet sted, mens han besad en ledende stilling på teatret.

Spacey, som er 59 år, risikerede flere års fængsel, hvis han var blevet fundet skyldig i sagen.

De mange beskyldninger har lagt hans karriere i ruiner. Blandt andet blev han skrevet ud af den populære serie "House of Cards", hvor han spillede karakteren Frank Underwood.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.