Johnny Hansen ser tilbage på 30 år med Kandis: Meget har ændret sig

Kandis turnerer stadig rundt til landets haller, men har de seneste år mødt nye udfordringer.

Kandis turnerer stadig rundt til landets haller, men har de seneste år mødt nye udfordringer.
Som barn drømte Johnny Hansen om at leve af musikken, ligesom hans far gjorde det med Bjørn & Okay. Hans mor mente dog, det var bedre, at han fik en elektrikeruddannelse for at have noget at falde tilbage på. Foto: Kaspar Wenstrup/Free
I tre årtier har de spillet op til dans på kroer og til halballer over hele landet og hittet med numre som "En lille ring af guld" og "Lonnie fra Berlin". I år kan dansktopgruppen Kandis fejre, at det er 30 år siden, de første gang optrådte sammen og blot var en flok unge knægte, der drømte om en dag at kunne leve af musikken. - Da vi startede, var vi fire unge drenge i starten af 20'erne, og jeg kan huske, vi snakkede om, at det nok ville være for en kort periode, at spillejobs til halballer ville eksistere, siger forsanger Johnny Hansen. - Nu står vi her 30 år efter, og det har været en fantastisk rejse, siger han.Kandis' rejse begyndte helt nøjagtig 4. januar 1989 til enkebal på Hotel Phønix i Thisted, hvor bandet gik på scenen for første gang, efter at Johnny Hansens far, Bjørn Hansen, havde spillet med sit band, Bjørn & Okay. Johnny Hansen drømte om at slå igennem med et danseorkester ligesom sin far, selv om hans mor mente, det var bedst, han kom i lære som elektriker for at have noget at falde tilbage på. Det gik Johnny Hansen med til, men han var bidt af musikken og rampelyset, og til den første koncert i Thisted havde han og Kandis indøvet 45 covernumre. - Vi tænkte, at det måtte være nok, men vi kom ret hurtigt igennem repertoiret, så i løbet af aftenen blev vi nødt til at begynde forfra og spille alle sangene en gang til, fortæller 53-årige Johnny Hansen. Han husker også, at der til enkeballet traditionen tro skulle kåres en enkedronning. Det foregik ved, at der blev udtrukket en entrébillet, og den kvinde, der havde købt billetten, blev kåret som ballets dronning. Den heldige vinder fik en buket blomster og en bamse, og herefter skulle hun danse brudevals med en mand til ballet.
- Problemet var bare, at vi ikke lige havde fået indøvet brudevalsen, fortæller Johnny Hansen. - Så vi forsøgte at kæmpe os igennem, men jeg er ikke sikker på, at alle til ballet var klar over, at det var brudevalsen, vi spillede, siger han. Trods det fortsatte Kandis med at spille til enkebal hver anden onsdag på skift med Bjørn & Okay, og året efter deres første optræden kom den første plade, "Kandis 1", på gaden i april 1990. Set i bakspejlet var det et godt tidspunkt for et band som Kandis at debutere på, fortæller Johnny Hansen. I 1992 åbnede Danmarkskanalen, som er det nuværende P4, med en mere folkelig profil, og fra januar 1993 var Dansktoppen tilbage som fredagsprogram. Samme år fik Kandis et kæmpe hit med "En lille ring af guld", som lå på dansktoppen i 33 uger, og Johnny Hansen kunne hellige sig musikken på fuld tid, selv om han lige havde fået sin el-installatøreksamen.Dansktoppen fik samtidig masser af tv-sendetid på DR, hvor der blandt andet blev sendt "Dansk på 1'eren" med Jørn Hjorting og Jørgen de Mylius.- Det gjorde, at vi sprøjtede cd'er ud i 90'erne, og alle vores plader solgte over 100.000 eksemplarer. - Det var meget atypisk for dansktopgenren på det tidspunkt, og det var der, vi fik manifesteret vores navn og fik en masse fans, som har fulgt os trofast lige siden, fortæller Johnny Hansen. Siden da har Kandis udgivet 52 guld- og platinplader og spillet over 4000 koncerter både i Danmark og i udlandet. I 2001 gav de koncert på Sunset Boulevard i Hollywood, og gruppen har også spillet på Isla Margarita i Caribien, på et krydstogtskib langs USA's og Mexicos vestkyst samt på danske klubber i Australien. Når Johnny Hansen skal opsummere årsagen til den store succes, siger han det kort: - Vi har været heldige, vi har været arbejdsomme, og vi har været en lille smule dygtige, siger han. For Johnny Hansen har højdepunkterne i karrieren blandt andet været de to gange, han har medvirket i Dansk Melodi Grand Prix. Første gang var i 2001, hvor han stillede op alene med sangen "Lidt efter lidt". Anden gang var i 2005, hvor han deltog sammen med Kandis og sangen "Lonnie fra Berlin". Det var stort for Johnny Hansen at medvirke i melodigrandprixet, fordi han tilbage i 80'erne havde spillet rigtig meget grandprixmusik, når han optrådte med sit band Airport.- Når det danske melodigrandprix blev sendt på tv, fik jeg min mor til at optage det på videobånd, og dagen efter fik jeg kopieret lydsiden over på kassettebånd. På den måde kunne jeg skynde mig at poste det til de andre i bandet, så vi kunne nå at øve og spille sangene weekenden efter, fortæller han. Sangen "Lidt efter lidt", som Johnny Hansen optrådte med i 2001, blev også titelsang på den soloplade, som Kandis-forsangeren udsendte samme år. Men netop den plade nævner han som lidt af et lavpunkt i sin personlige musikkarriere. Ikke nok med, at en stylist havde overtalt ham til at farve sit hår sort og iklæde sig en lyserød skjorte på pladecoveret, så var musikken heller ikke det, fansene ville have. - Pladen var et kæmpe skridt væk fra vores Kandis-repertoire, og det var første gang, jeg oplevede, at fansene vendte tommelfingeren nedad. - Jeg kan huske, at folk sagde til mig, at hvis det var sådan, vores næste Kandis-plade kom til at lyde, så ville de finde nogle andre idoler. Og det måtte jeg jo bare lære af, siger han. Efterfølgende lykkedes det dog for Johnny Hansen at udgive både latinplader og countryplader solo, og i dag turnerer Kandis stadig rundt til haller og forsamlingshuse i hele landet, som da de begyndte for 30 år siden. Igennem årene er Johnny Hansen ofte blevet skudt i skoene, at dansktopgenren ikke udvikler sig, men det er han ikke enig i. - Vi har gennemgået en stor udvikling, fra at vores forbilleder var min fars band, Bjørn & Okay, som sang om pigen med fletningerne og den røde kjole, som tog til bal på kroen, til at vi i dag henter inspiration i amerikansk countrymusik, siger han. - I dag er det tilladt at optræde i jeans på scenen og have forvrænget guitar på pladerne, og teksterne kan godt handle om, at man har brugt sine sidste penge på at drikke sig ned i en flaske sprut, og konen er skredet. Så der er også sket et skred i tekstuniverset, siger han. Noget, der også i den grad har ændret sig de sidste 30 år, er måden musikken lanceres på. Sammenlignet med i 90'erne bliver der spillet mindre dansktop i radioen i dag, og pladesalget er blevet overtaget af streaming. Og det giver udfordringer, også for Kandis. - Jeg er glad for, at jeg ikke skal starte forfra i dag, for der er ikke så mange muligheder for at få sin musik ud. Alt går i retning mod streaming, og det er vores publikum, der er last movers, så det er selvfølgelig en udfordring for os, siger han. - Heldigvis har vi meget trofaste fans, og alt det benarbejde, vi har lavet op igennem 90'erne, høster vi frugterne af i dag, siger han. I anledning af Kandis' 30-års jubilæum udkommer bandet i år med et opsamlingsalbum, som også indeholder tre nye sange. /ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.