Forbud mod dieselbiler skal forbedre luften i tysk by

Knap et år efter, at tysk domstol åbnede op for det, indfører Stuttgart forbud mod dieselbiler i bymidten.

Knap et år efter, at tysk domstol åbnede op for det, indfører Stuttgart forbud mod dieselbiler i bymidten.
Biler på en gade i den sydtyske by Stuttgart, hvor dieselbiler nu har forbud mod at køre. (Arkivfoto) Foto: Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix

Tysklands første større forbud mod dieselbiler af ældre dato er nytårsdag trådt i kraft i byen Stuttgart i det sydlige Tyskland.

Bilerne skal enten leve op til bestemte krav om udledning, og hvis de ikke kan det, er der dele af bymidten, hvor de ikke må køre.

Beboere i dette område har fået tre måneder - frem til 1. april - til at skifte bilen ud eller nedbringe forureningen. Der er dog undtagelser for visse faggrupper såsom håndværkere.

Både politiet og bystyret har meddelt, at januar er en form for overgangsmåned, så der vil formentlig ikke blive foretaget inspektioner eller udskrevet bøder i denne måned. I stedet vil førere af dieselbiler blot få en advarsel, hvis de kører i et område, hvor de ikke må.

Men senere kan det resultere i bøder på 80 euro (600 kroner) plus gebyrer og andre udgifter.

Stuttgart er en af de byer i Tyskland, hvor luftforurening er et problem.

Forbuddet mod dieselbiler i bymidten kommer, efter at miljøorganisationen Deutsche Umwelthilfe (DUH) lagde sag an mod en række byer og delstater for at få dem til at gøre noget ved de sundhedsskadelige partikler i luften.

Det fik i februar en forbundsdomstol i Tyskland til at sige god for, at landets byer kan forbyde biler med diesel i tanken at køre på deres veje.

Hamburg i det nordlige Tyskland var den første by, der indførte et delvist forbud. Men det bliver set som ineffektivt, fordi det kun dækker to gader i byen.

Det er særligt de såkaldte NOx-gasser, der er skadelige. Køretøjer står for 60 procent af udledningen af disse gasser i Tyskland. Heraf udgør dieselbilers udledning klart den største andel.

Den tyske bilindustri og forbundskansler Angela Merkel har talt imod indførslen af dieselforbud.

/ritzau/dpa

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.