Fartkontrol og nødbremse skal installeres i alle biler i EU

Ny EU-lov skal sørge for at færre dør i trafikken gennem påkrævet installation af en række teknologier.

25.100 mennesker mistede livet i trafikulykker på EU's veje i 2018.

Det tal prøver EU nu at nedbringe med en ny lov, der påkræver, at samtlige køretøjer i EU skal have installeret en stribe sikkerhedsteknologier.

Loven er tirsdag blevet formelt vedtaget i EU-Parlamentet.

- Denne lov baner vejen for at redde tusindvis af liv i de kommende år. Vores fokus har altid været på sikkerheden for trafikanter, navnlig de sårbare, siger Ròza Thun. Hun repræsenterer Det Europæiske Folkeparti i EU-Parlamentet og har været ordfører for direktivet.

Fra maj 2022 skal en række sikkerhedsforanstaltninger såsom intelligent fartkontrol, bakkealarmer og nødbremsesystemer installeres i nye køretøjer i EU.

For ældre personbiler bliver fristen maj 2024.

Alene fartkontrollen, som kaldes intelligent fartbistand, er under forhandlingerne blevet skønnet til at kunne reducere antallet af trafikdræbte med op til 20 procent.

Den intelligente fartkontrol har været omstridt under forhandlingerne af loven. Flere troede fejlagtigt, at teknologien ville give EU magt over, hvor hurtigt biler skulle kunne køre på unionens veje.

Det afviser ordføreren Ròza Thun blankt.

- Vi indfører ikke hastighedsbegrænsninger, men et intelligent system, som vil gøre førerne fuldt bevidste om, hvornår de overskrider hastighedsbegrænsningerne.

Hun tilføjer, at der ligefrem kan være en økonomisk gevinst for bilister med en for tung højre fod, da fartadvarslerne i bilen kan hjælpe til at undgå fartbøder.

Ud over fartkontrollen skal der installeres nødbremsesystemer, som automatisk bremser ens bil, hvis man er ved at køre op i et andet køretøj.

Sådan et system er i forvejen obligatorisk i lastbiler og busser. De tunge køretøjer skal fremover designes og have systemer installeret, der kan minimere blinde vinkler for føreren.

Blinde vinkler har været skyld i højresvingsulykker, hvor især cyklister og fodgængere har mistet livet.

De fleste af teknologierne skal installeres i nye tunge køretøjer fra 2024. For førere af ældre modeller hedder fristen 2028.

Bakkeulykker, hvor små børn på tragisk vis er blevet kørt ihjel i indkørslen, skal forebygges med obligatorisk installation af bakkedetektorer og -kameraer.

Loven skal nu godkendes af EU's stats- og regeringschefer, inden den kan blive indført i medlemslandene.

Aftalen, som EU-Parlamentet stemte igennem tirsdag, var i forvejen blevet indgået af EU's relevante ministre 26. marts.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.