Enighed i rød blok efter tre uger: Mette F. bliver statsminister

Rød blok er enig om en økonomisk politik, at børnene skal ud af Sjælsmark, og at Lindholm droppes.

Rød blok er enig om en økonomisk politik, at børnene skal ud af Sjælsmark, og at Lindholm droppes.
S-formand Mette Frederiksen i rød skjorte kunne sammen med Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL) og Morten Østergaard (R) sent tirsdag fortælle, at rød blok er enig med Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten er enige om aftale, som gør Mette Frederiksen til statsminister for en S-regering.

Det siger hun lige før midnat, hvor de fire partier er blevet enige om en politisk aftale efter næsten tre ugers forhandlinger.

- Det er med stor glæde, at vi efter omkring tre ugers forhandlinger nu har flertal for, at der kan dannes en ny socialdemokratisk regering i Danmark, siger Mette Frederiksen, som går til dronningen onsdag.

- Vi kunne ikke vide, om det ville lykkes, da vi gik i gang. Det er fire partier med en meget forskellig historie og forskellige holdninger.

- Nu er vi kommet i mål. Dermed viser vi, at når danskerne går ned og stemmer, som de gjorde, så kan et nyt flertal omsætte deres håb til konkret handling, siger hun.

Der er blandt andet enighed om, at børnene på Udrejsecenter Sjælsmark skal flytte til et nyt udrejsecenter. Det har de tre støttepartier kæmpet for.

SF-formand Pia Olsen Dyhr tilføjer, at partierne endnu mangler at forhandle den konkrete model for minimumsnormeringer på plads.

Dermed har SF endnu ikke fået indfriet kravet om, at der skal være én pædagog per tre børn i vuggestuerne og én pædagog per seks børn i børnehaverne.

Minimumsnormeringerer et krav fra SF, hvis partiet skal stemme for finansloven senere i år.

De fire partier er enige om at droppe Lindholm som udrejsecenter for kriminelle udlændinge, siger De Radikales leder, Morten Østergaard.

Han tilføjer, at partierne er enige om at åbne for udenlandsk arbejdskraft, hvilket har været et krav fra De Radikale i forhandlingerne.

Enhedslisten har fået en "garanti" og en "forsikring" om, at den nye S-regering ikke vil føre en politik, der øger uligheden, sænker skatten i toppen eller sænker overførselsindkomsterne.

Det siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL).

- Det betyder samlet set, at vi er ude af et regime, hvor man tager penge fra dem, der er syge eller ude af job, for at give til de rige.

- Vi er ude af de arbejdsudbudsreformer, som har præget de senere år, siger Skipper.

De fire partier er desuden enige om, at Danmark skal tage kvoteflygtninge igen. Men der er endnu ikke sat præcist tal på, siger Østergaard. Danmark har tidligere taget 500 kvoteflygtninge om året.

I alt fylder aftalen - eller den politiske forståelse, som partierne kalder den - 18 sider. Den har fået overskriften "Retfærdig retning for Danmark".

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.