DGI-chef: Royal Run får alle med og vender tilbage i 2020

Motionsløbet Royal Run vil også komme til Sønderjylland næste år i anledning af 100-året for genforeningen.

Motionsløbet Royal Run vil også komme til Sønderjylland næste år i anledning af 100-året for genforeningen.
Kronprinsesse Mary løb one mile med julemærkebørn under Royal Run i Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De sidste løbere i Royal Run løber mandag aften over målstregen, og dermed er en lang dag med løb i flere danske byer ved at slutte.

Kronprinsen uddelte væske og highfives, og kronprinsessen løb sammen med børn fra julemærkehjem.

Søren Brixen, administrerende direktør i DGI, fortæller, at dagen har været "fantastisk".

- Vi har været vidner til et kronprinsepar, som har mødt danskerne i øjenhøjde. Det har været helt fantastisk at se kronprinsessen løbe med julemærkebørn i Aalborg. Det viser Royal Runs dna - ved at være behjælpelig, sætte tempo, snakke, være glade og få alle med, siger han og tilføjer:

- Det er meget dejligt, at man kan deltage på tværs af køn, alder og kondital. Det er meget rammende. Barren er lav, i forhold til at alle kan være med.

DGI-direktøren bekræfter samtidig det, som kronprins Frederik afslørede tidligere mandag. Løbet vender tilbage i 2020.

- Puslespillet er ved at blive lagt, men det står fast, at Royal Run kommer til Sønderjylland for at markere 100 årsjubilæet for genforeningen, står der på kongehusets Instagram-profil.

Kronprinsen fortalte i forbindelse med dagens løb til TV2, at Aabenraa, Haderslev og Sønderborg er i spil, og at han selv regner med at deltage.

Søren Brixen uddyber, at løbet vil blive afholdt 1. juni 2020, som er anden pinsedag. Arrangørerne mangler stadig at få dele hele på plads i forhold til andre løbsbyer.

82.028 havde tilmeldt sig mandagens løb, der blev afholdt i København, Aarhus, Aalborg og på Bornholm.

Til Royal Run kunne man enten løbe ti eller fem kilometer eller one mile (cirka 1,6 kilometer).

Det var meningen, at kronprinsen - ligesom sidste år - skulle deltage på ti kilometerdistancen. Men det satte en mindre diskusprolaps en stopper for.

Kronprinsen gik dog one mile-ruten i Aarhus.

Selv om kronprins Frederik ikke kunne løbe, så er Søren Brixen begejstret for kronprinsens engagement gennem dagen.

- Jeg oplevede ham selv i Aarhus, hvor han i den grad var i øjenhøjde med alle deltagerne. Vi har senest set ham her i København, hvor han har deltaget med at dele væske ud ved væskedepoter og givet highfives.

- I det hele taget har hele familien ikke bare deltaget, men gjort det på en måde, hvor man kan se, at de nyder det, siger DGI-direktøren.

Ifølge Royal Run var det for 28 procent af de tilmeldte første gang, at de deltog i et motionsløb. Det kan blive starten på mere motion, mener Søren Brixen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at en stor del kommer til at fortsætte, siger han.

Sammen med Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik Forbund står DGI bag arrangementet.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.