De danske forbrugeres optimisme er på højeste niveau i 2019

Trods handelskrig og afmatning i verdensøkonomien ser de danske forbrugere mere positivt på økonomien.

Trods handelskrig og afmatning i verdensøkonomien ser de danske forbrugere mere positivt på økonomien.
Forbrugertilliden, der måler danskernes syn på deres egen og Danmarks økonomi, steg til 6,3 i august fra 2,9 i juli. (Arkivfoto) Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

De danske forbrugere er tilsyneladende blevet mere positive omkring deres egen økonomiske situation og fremtiden.

Forbrugertilliden, der måler danskernes syn på deres egen og Danmarks økonomi, steg til 6,3 i august fra 2,9 i juli.

Det er det højeste niveau, der indtil videre er målt i 2019. Det viser en måling fra Danmarks Statistik.

Springet den seneste måned hænger især sammen med, at forbrugerne ser mere positivt på egen økonomi og tror på bedre tider om et år, end de tidligere gjorde.

Det kan synes paradoksalt i en tid, hvor handelskrigen mellem USA og Kina og aftagende vækst i verdensøkonomien fylder mediernes erhvervssider, og økonomer og eksperter taler om stigende risiko for, at de seneste års opsving lakker mod enden.

Tore Stramer, der er cheføkonom hos Nykredit, ser det som et tegn på, at forbrugernes privatøkonomi har det godt.

- Det er en artig overraskelse. Man kunne med rette have frygtet, at den tiltagende risiko for en ny global vækstafmatning havde gjort danskerne mere bekymrede, skriver han i en kommentar.

Indtil videre har de fleste ikke mærket de lidt mørkere udsigter for økonomien, forklarer Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom hos Danske Bank.

- Vi har relativt mange penge mellem hænderne. Vi får mere i løn, og der er lav inflation.

- Samtidig er renterne faldet massivt de seneste måneder, og det betyder for mange boligejere lavere renteudgifter og mere luft i økonomien, siger hun.

Danskerne skal først mærke krisen på egen krop, før det for alvor vil give anledning til sortsyn.

- For langt de fleste er det det helt nære, der afgør, om man synes, at det går godt.

- De fleste har stadig et job, vi ser ikke stigende ledighed, og boligmarkedet er fortsat i fremgang som helhed, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Ifølge chefanalytiker Søren V. Kristensen er der dog også små tegn på bekymring.

- Man skal huske på, at forbrugertilliden er aftaget, når man kigger længere tilbage.

- Og når man dykker ned i tallene, så tror forbrugerne på dårligere tider for dansk økonomi om et år og lidt højere arbejdsløshed.

- Men man skal også huske på, at forbrugerne typisk er de sidste, der bliver ramt, når økonomien vender, siger Søren V. Kristensen.

Skulle dansk økonomi rende ind i en krise, er de økonomiske forhold bedre end tiden op til sidste finanskrise.

- Vi har haft et mere sundt opsving. Når vi har brugt flere penge, har det været, fordi vi har haft flere penge. Der er ikke tale om at tage lån, som vi så op til sidste krise.

- Der er en større stabilitet i økonomien, siger Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

Forbrugertilliden er lavet ved at spørge 1000 danskere om deres egen og Danmarks økonomiske situation.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.