Britisk rockband sælger hacket musik til fordel for klima

Hackere har stjålet musik fra Radiohead og kræver løsesum. Bandet svarer igen med at lægge musikken på nettet.

Hackere har stjålet musik fra Radiohead og kræver løsesum. Bandet svarer igen med at lægge musikken på nettet.
Forsanger Thom Yorke og de øvrige medlemmer af Radiohead reagerer på krav om løsesum med at lægge musikken ud på nettet og lade overskuddet gå til klimaforkæmpere. (Arkivfoto) Foto: Kamil Krzaczynski/Ritzau Scanpix

Det britiske band Radiohead tilbyder deres fans at købe 18 timers musik, der ikke tidligere har været udgivet. Overskuddet fra salget skal gå til klimaaktivisterne i organisationen Extinction Rebellion, meddeler Radiohead.

Det usædvanlige skridt fra Radiohead er en reaktion på, at hackere i sidste uge stjal musikken fra forsanger Thom Yorke, der havde lagret de mange timers materiale på en minidisc.

Hackerne kræver nu 150.000 dollar, svarende til omkring en million kroner, hvis Radiohead vil undgå, at musikken havner frit tilgængeligt på nettet.

I stedet har bandet nu selv valgt at lægge musikken ud på nettet. I de næste 18 dage kan fans købe de 18 timers musik for 18 pund, svarende til omkring 150 kroner.

- Det gælder kun i de næste 18 dage. For 18 pund kan man finde ud af, om vi skulle have betalt den løsesum, siger bandets guitarist Jonny Greenwood.

Musikken stammer fra perioden omkring udgivelsen af albummet "OK Computer" i 1997.

Greenwood siger, at det aldrig var meningen, at musikken skulle udgives. Han betegner de 18 timer som "mindre interessante".

I en meddelelse takker Extinction Rebellion det britiske rockband "for deres gave og opbakning".

Gruppen er kendt for sine opsigtsvækkende aktioner for at gøre opmærksom på klimakrisen.

Snesevis af Extinction Rebellions medlemmer havde tirsdag lænket sig til den tyske kanslerbygning, Kanzleramt i Berlin, med krav om, at forbundskansler Angela Merkel erklærer klimaforandringerne for en krise.

Tysk politi havde tirsdag eftermiddag klippet kæderne over og fjernet de sidste aktivister fra Kanzleramt.

/ritzau/dpa

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.