Sammenligner du priser på nettet? Så er du nok blevet snydt

Forbrugerrådet Tænk anmelder fem flyprisportaler for vildledende markedsføring eller skjult reklame

Forbrugerrådet Tænk anmelder fem flyprisportaler for vildledende markedsføring eller skjult reklame
Fem flyprisportaler anmeldes til Forbrugerombudsmanden af Forbrugerrådet Tænk, skriver Jyllands-Posten. Foto: Pascal Pavani/Ritzau Scanpix

DANMARK: Vi er vilde med prisportaler, der finder og sammenligner priser på flybilletter, køleskabe og computere. Men flere prisportaler holder ikke det, de lover - nemlig at de kan finde de billigste varer.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, der har gransket junglen af prisportaler og konkluderer, at langtfra alle er til at stole på.

Det skriver Jyllands-Posten mandag.

Rådet anmelder fem flyprisportaler til Forbrugerombudsmanden og foreslår, at der skal indføres en frivillig, branchefinansieret mærkningsordning af portalerne.

Mere konkret anmeldes Dohop.dk, Rejsepriser.dk og Viviro.com for vildledende markedsføring, mens portalerne Agoda og Kayak er anmeldt for at blande reklamer sammen med søgeresultater.

Over for avisen kalder Dohops direktør, David Gunnarsson, det for en fejl, at portalen lover at finde de billigste billetter.

- Markedet for prisportaler er vokset vildt de senere år, og der er stort behov for en mærkningsordning, der gør, at vi forbrugere kan have tillid til portalerne, siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, til Jyllands-Posten.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk skal forbrugerne have mulighed for at se, hvordan portaler er finansieret, og hvilke kriterier der ligger til grund for søgeresultatet.

Det skyldes, at eksempelvis prisportaler med flybilletter indgår aftaler med luftfartsselskaber og onlinerejsebureauer, så de får klikafgifter og provision, når der bliver solgt en billet, som de har formidlet salget af.

I en af de sager, som er anmeldt, reklamerede prisportalen med at kunne finde de billigste billetter på nettet.

Rejsen til London for en familie kostede således 3732 kroner, men Forbrugerrådet Tænk kunne på en anden prisportal finde rejsen 1200 kroner billigere.

- Hvis en portal giver udtryk for, at den screener markedet og finder de bedste priser, vil det være vildledende, hvis den kun dækker et udsnit af markedet - for eksempel de virksomheder, som den har en aftale med, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

To tredjedele af os bruger prisportaler mindst hver tredje måned. Ud over flybilletter er det hvidevarer, hoteller og it-udstyr, der bliver søgt flittigst på.

I England og Norge findes der mærkningsordninger for prisportaler.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.