Økonom: Danske boligejere vil kunne mærke rentestigning i USA

Den amerikanske centralbank ventes at sende renten en tak op onsdag aften dansk tid

Den amerikanske centralbank ventes at sende renten en tak op onsdag aften dansk tid
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter onsdag et to-dages rentemøde. På forhånd er det den klare forventning, at det bliver til en forhøjelse af renten. Arkivfoto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

USA: Den amerikanske centralbank ventes onsdag aften dansk tid at melde ud, at den hæver renten for anden gang i år.

Hvis det ender sådan, kan det på sigt indirekte medvirke til, at renten også får et nøk op i Danmark, vurderer økonom.

- Typisk er det sådan, at når renterne stiger i USA, så smitter det i en eller anden grad af på de europæiske renter og dermed de danske renter.

- Det vil man typisk mærke, hvis man for eksempel som boligejer skal optage et nyt lån eller omlægge sit eksisterende lån, siger cheføkonom Signe Roed-Frederiksen, Arbejdernes Landsbank.

Når renten stiger, bliver boliglånet dyrere.

Den indirekte effekt af den amerikanske renteforhøjelse kommer blandt andet, fordi højere rente i USA har en tendens til at styrke den amerikanske dollar.

- Svagere euro og stærkere dollar understøtter vækst i Europa, siger Signe Roed-Frederiksen.

Det skyldes, at en svagere euro vil gøre de europæiske varer billigere i udlandet og dermed øge væksten. Og højere vækst øger centralbankernes incitament til at forhøje renten.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter onsdag et todages rentemøde.

På forhånd er det den klare forventning, at det bliver til en forhøjelse af renten.

Ritzau Finans skriver, at 92 ud af 92 adspurgte økonomer ifølge Bloomberg News regner med, at renten bliver hævet 25 basispoint til 1,75-2,00 procent.

- Det er ventet, at den bliver hævet i dag. Det er også ventet, at der kommer en rentestigning yderligere i år, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til Ritzau Finans.

Torsdag holder Den Europæiske Centralbank (ECB) rentemøde. Og her ventes det, at renten holdes i ro.

I stedet ventes opmærksomheden at rette sig mod, hvornår ECB vil afslutte et opkøbsprogram, der har skullet understøtte væksten i europæisk økonomi.

- De to centralbanker er ret langt fra hinanden. Den amerikanske centralbank har allerede sat renten op syv gange i træk. ECB er kun lige kommet til at afslutte sit opkøbsprogram, siger Signe Roed-Frederiksen.

- Begge dele er et udtryk for, at den globale økonomi har det langt bedre, og at vi i nogle år nu har haft relativt høje vækstrater. Den europæiske økonomi er bare ikke lige så langt inde i den her højkonjunktur som den amerikanske, siger cheføkonomen.

Hun regner ikke med renteforhøjelse fra ECB før andet halvår 2019.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.