Ny iPhone på vej: Køb den forrige model med pænt afslag

Overvejer du at købe ny mobiltelefon fra Apple, så vent lige nogle dage eller uger, for så er der 1000-1500 kroner at spare

Overvejer du at købe ny mobiltelefon fra Apple, så vent lige nogle dage eller uger, for så er der 1000-1500 kroner at spare
Den naturlige og forventelige udvikling er, at den forrige model vil falde i pris. Så et godt råd er at købe den model, der var hot sidste år, siger John G. Pedersen, redaktør på meremobil.dk. Thomas Peter/Reuters

KØBENHAVN: Onsdag aften dansk tid lancerer Apple tre nye telefoner, hvilket historisk set har betydet, at prisen på sidste års model falder.

Og den dynamik forventes også at udspille sig i denne uge, når der kommer nye Apple-produkter på gaden, siger Mikkel William Nielsen, som er projektleder i Test og Analyse hos Forbrugerrådet Tænk.

- Når den nye model kommer, vil den forrige falde i pris, og der vil være 1000-1500 kroner at spare i forhold til introduktionsprisen fra 2017, siger han.

Den prisdynamik bekræfter John G. Pedersen, der er redaktør på meremobil.dk.

- Sidste gang var det et fald på omkring 1000 kroner på priserne uden abonnement, siger han.

Der gik en iPhone 7 med 32 GB fra 5799 kroner til 4899 kroner.

De nye modeller har en høj introduktionspris, som i tiden efter falder lidt, så et godt tidspunkt at købe en ny iPhone er ifølge Mikkel William Nielsen lidt tid efter lanceringen af de nye modeller.

- Som en prisbevidst forbruger så er det her i løbet af efteråret, at det er godt at gøre et køb, hvis man vil have - eller kan leve med - sidste års model, siger han.

Og sidste års model - som om lidt bliver iPhone 8, iPhone 8 Plus og iPhone X, er jo ikke et forældet produkt, blot fordi der kommer nogle storebrødre på markedet, påpeger Mikkel William Nielsen.

- Vi ser i øjeblikket ikke nogen eksplosiv udvikling på mobiltelefoner. Det er nogle små skridt, der sker. Lidt bedre højttalere, en knap, der flyttes, eller at kameraet bliver lidt bedre, siger han og fortsætter:

- Det er ikke sådan noget med, at batteriet bliver dobbelt så godt, eller skærmen bliver dobbelt så god. Vi er slet ikke ude i de der voldsomme udviklinger, hvor sidste års model pludselig virker meget forældet.

Den udlægning bakker John G. Pedersen op om. Selv om Apple vil gøre alt for at få os til tro og føle, at man bare ikke kan leve uden den nyeste model, siger han.

- Ret beset så er forskellen fra de modeller, vi har nu, og til dem, der kommer relativ lille - nærmest uanset hvad de lancerer. Og med relativ lille tænker jeg i dagligdagen med telefonen, siger han og fortsætter:

- Når du tager din telefon med hjem, sætter dit sim-kort i og får den op at køre, så vil du ikke opleve en gigantisk revolution. Du vil opleve, at den er ny - med de fordele, der er ved det, siger han.

For mange af de funktioner og ændringer, som man ved kommer, ligger i softwaren - styresystemet IOS - hvilket også udrulles på de tidligere modeller.

- Der er selvfølgelig nogle funktioner, man går glip af, men grundlæggende set så er det "business as usual", siger John G. Pedersen.

 

/ritzau fokus/

 

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.