Forbrugeres optimisme stiger - med god grund

Danske forbrugere ser lyst på økonomien hjemme og i samfundet, viser måling. Og med god grund, mener økonomer.

Danske forbrugere ser lyst på økonomien hjemme og i samfundet, viser måling. Og med god grund, mener økonomer.
- Samlet set er forbrugerne fortsat mere optimistiske, end de har været de seneste år, og med god grund, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, om forbrugertilliden. Foto: Kaare Smith/Ritzau Scanpix

DANMARK: Når man spørger en gruppe forbrugere i Danmark, hvordan de ser på udsigten for deres økonomi på hjemmefronten og for økonomien i samfundet generelt, så lyder svaret sandsynligvis, at det da går "meget godt".

I hvert fald hvis man ser på den indikator, der hedder forbrugertilliden fra Danmarks Statistik. Forbrugertilliden tager et nøk opad og ligger på 10,6 i juni mod 9,3 i maj.

Det er det højeste niveau i over tre år, lyder det fra en bankøkonom.

- Samlet set er forbrugerne fortsat mere optimistiske, end de har været de seneste år, og med god grund, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Både samfundsøkonomi og privatøkonomi har nemlig gode forudsætninger i øjeblikket, mener hun.

- Der er blandt andet udsigt til højere lønvækst end sidste år. Og med priser, der stiger langsommere end forventet, så kan mange se frem til at have flere penge mellem hænderne i 2018 end i 2017.

- Samtidig venter vi, at fortsat stigende beskæftigelse og fremgang på boligmarkedet vil være med til at understøtte danskernes økonomi i 2018, skriver privatøkonomen i en kommentar.

Bag tallene for forbrugertilliden ligger en undersøgelse, hvor omkring 1000 repræsentativt udvalgte danskere får stillet spørgsmål om deres økonomiske situation og planer.

Positive svar trækker indikatoren op. Negative svar trækker indikatoren ned.

Ifølge cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank har indikatoren gennemsnitligt ligget på 2,9 siden 2000. Og han er lidt overrasket over, at indikatoren fortsatte med at stige i juni.

- Vi fik en pæn stigning i maj efter overenskomstaftalen på det offentlige område. Og måske trak det gode vejr også op i maj. Det var som bekendt den varmeste maj, siden DMI startede målingerne i 1874.

- Temperaturerne er faldet lidt nu, overenskomsten er kommet på afstand, og Trump svinger med sablen i sin handelskrig. Men det preller altså af på forbrugerne i Danmark, skriver økonomen.

/ritzau/

FAKTA: Sådan måles danskernes økonomiske optimisme
København. Det kan for nogen måske virke abstrakt, når Danmarks Statistik hver måned opgør forbrugernes tro på fremtiden som et tal.

For det er svært at bedømme, hvor optimistiske eller pessimistiske vi egentlig er på økonomiens vegne, når indikatoren for forbrugertillid tager et nøk opad og ligger på 10,6 i juni mod 9,3 i maj.
Læs om forbrugertillid her:
* Bag tallene ligger en undersøgelse, hvor omkring 1000 repræsentativt udvalgte danskere får stillet en række spørgsmål om deres økonomiske situation og planer.
* De har svaret på, hvordan de vurderer deres egen families og Danmarks økonomiske situation nu og i fremtiden. Og om de mener, at det vil være fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder lige nu.
* Positive svar trækker indikatoren op. Negative svar trækker indikatoren ned. Uændret svarer til værdien 0.
* En positiv indikator fortæller dermed om optimisme, mens en negativ indikator er et udtryk for generel pessimisme.
* Forbrugertilliden er forbundet med en statistisk usikkerhed, hvor stikprøveusikkerheden i 95 procent af tilfældene skønnes at ligge inden for +/- 3 procentpoint.
* En ændring i en indikator skal derfor være større end fem procentpoint for at være signifikant.
Kilde: Danmarks Statistik.
/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.