Dansk dansestjerne styrer finaleshow ved fodbold-VM

Danser Sonny Fredie-Pedersen har lavet koreografien til det store afslutningsshow ved VM i Rusland.

Danser Sonny Fredie-Pedersen har lavet koreografien til det store afslutningsshow ved VM i Rusland.
Sonny Fredie-Pedersen har blandt andet lavet koreografi til skuespilleren Will Smith, der optræder ved søndagens afslutningsceremoni ved VM i Rusland. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

RUSLAND: Den seneste tid har været usædvanlig tætpakket med arbejde for danser og koreograf Sonny Fredie-Pedersen.

Han har - stort set - arbejdet i døgndrift, for at afslutningsceremonien, der søndag sætter punktum for en hel måneds VM i Rusland, kan blive en succes.

Den amerikanske skuespiller og sanger Will Smith er blandt de flere end 200 mennesker, som Sonny Fredie-Pedersen holder styr på og har instrueret.

- Det er en fuldstændig vild oplevelse. Min rolle er at koreografere - specielt for hovedindslagene, som blandt andet er Will Smith, der optræder med VM-titelmelodien sammen med artisterne Nicky Jam og Era Istrefi.

- Det er et kæmpe, kæmpe ansvar. Det er svært at se det udefra, når man er i det. Men når jeg ser tilbage på det om en uge, vil jeg tænke: Wow! Hvor det bare vildt, siger Sonny Fredie-Pedersen.

- Jeg håber at jeg kan gøre Danmark lidt stolt derhjemme.

Hyret af Fifa

Sonny Fredie-Pedersen er hyret af Fifa og Sony Music til at lave koreografien og holde overblikket ved finaleshowet.

Lørdag blev de sidste prøver afviklet og de sidste dansetrin finpudset.

- Det er gået fornøjeligt. Jeg er meget spændt og nervøs. Det er et af de absolut største tv-events i verden. Så det kribler, men det er blevet rigtig godt, siger koreografen.

Processen har været hård, fortæller han. Han har været i Moskva i ni dage op til finaleshowet og har højst sovet fire timer hver nat.

- Det er et stort internationalt samarbejde. Der er folk fra hele verden, der snakker forskellige sprog, og der er alle mulige forskellige afdelinger. Jeg står i midten af det hele og skal prøve at få folk til at gå i samme retning.

Kæmpe ansvar

- At blive smidt ind i det og at skulle stå for at få det til at fungere er et kæmpe ansvar, siger Sonny Fredie-Pedersen.

Sonny Fredie-Pedersen er 31 år og bor til daglig i Los Angeles i USA. Her driver han blandt andet et danseakademi, som også har en afdeling i København.

Han blev offentligt kendt allerede som 11-årig i dokumentaren "Ingen slinger i valsen" på DR1. Han er fra en dansefamilie, og både han og hans søster, Gigi, har vundet flere danske og nordiske mesterskaber i sportsdans.

Afslutningsceremonien finder sted søndag eftermiddag klokken 16 på Luzhniki Stadium i Moskva - en time inden finalekampen mellem Frankrig og Kroatien.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.