Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke

Minister erkender: Det ligner frygtet direktiv om mindsteløn

Det peger i retning af, at vi får et direktiv om mindsteløn, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Det peger i retning af, at vi får et direktiv om mindsteløn, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
"Det negative er, at det peger i retning af, at vi får et direktiv og ikke en henstilling," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om det forslag til en mindtseløn i EU, som EU-Kommissionen tirsdag har sendt i høring.

STRASBOURG: Siden efteråret har regeringen forsøgt at forhindre, at EU-Kommissionen fremsætter et direktiv om mindsteløn, da det i værste fald kan koste den danske model, hvor arbejdsgivere og fagforeninger forhandler løn, livet.

Kampen er ikke slut. Men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) erkender, at de dokumenter, der er offentliggjort i forbindelse med høringsprocessen, ikke er som ønsket.

- Det negative er, at det peger i retning af, at vi får et direktiv og ikke en henstilling, siger Peter Hummelgaard.

Ministeren ser dog også en positiv udvikling, siden han i december brugte to dage i Bruxelles på at tale med EU-Kommissionen og andre aktører i processen.

- Det positive er, at EU-Kommissionen endnu engang bekræfter - og nærmest garanterer - at det ikke vil gribe ind i vores kollektive overenskomstmodel, siger han.

Derfor er det endnu for tidligt at sige, om den danske model er truet eller ej. En håndfuld EU-lande har som Danmark modeller, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn. Andre - som Tyskland - har en lovbestemt mindsteløn.

Ministerens bekymring har bygget på, at EU-Domstolen i tidligere sager på området har set stort på garantier til enkeltlande og fortolket til fordel for klagere.

- Det er stadig både min holdning og min bekymring. Men vi hører samtidig EU-Kommissionen gentage igen og igen, at man mener at kunne finde veje til at undtage den type kollektive overenskomster, siger Hummelgaard.

Hos Fagbevægelses Hovedorganisation (FH) bringer dokumenterne fra jobkommissær Nicolas Schmit ingen ro.

- Vi har ikke fået mere ro i maven, for der beskrives ikke noget om instrumenterne. Dermed heller ikke et værn, der kan sikre, at vi ikke kan blive undermineret her, siger næstformand Bente Sorgenfrey.

Sorgenfrey ser derfor frem mod marts, hvor et opdateret forslag ventes efter første høring. Hun mener, at presset fra Danmark alligevel har virket.

- Det, som vi ser nu, er mere en analyse af situationen og nogle spørgsmål. Der er ikke taget ordentligt fat i, hvordan selve modellen skal se ud, siger Sorgenfrey.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening føler man sig heller ikke betrygget af de seneste dokumenter fra Schmit.

- I disse sager ligger djævelen altid i detaljen. Jeg har derfor tænkt mig at fortsætte den tætte dialog med EU-Kommissionen. Jeg er ikke beroliget, før jeg ser det endelige udspil, siger direktør Jacob Holbraad.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.