Sådan undgår du slikkonflikter med bedsteforældrene

Som barn kan det være en fest at besøge ens bedsteforældre. Man får lov til at være sent oppe, du kan altid tage en sodavand, og selvfølgelig er der sørget for slik til om aftenen.

Som barn kan det være en fest at besøge ens bedsteforældre. Man får lov til at være sent oppe, du kan altid tage en sodavand, og selvfølgelig er der sørget for slik til om aftenen.
Arkivfoto.

DANMARK: Det er dog ikke alle forældre, der er fan af de friheder, som mange bedsteforældre tager sig, når børnebørnene er på besøg, og i sidste ende kan disse uenigheder skabe konflikter mellem forældre og bedsteforældre.

Derfor er det vigtigt, at man når at sætte en stopper for konflikterne, inden de sker.

Det fortæller Margrethe Brun Hansen, der er børnepsykolog og har skrevet flere bøger om emnet.

- Det, der er meget svært for bedsteforældre og forældrene, er, at vi er dårlige til at afstemme forventningerne. Vi er bange for at sige, hvordan vi gerne vil have det, på en måde så vi ikke fornærmer nogen, siger Margrethe Brun Hansen.

Denne frygt bør man dog komme ud over, fortæller hun. Som bedsteforældre kan man eksempelvis spørge ind til, om det er noget særligt, de skal være opmærksomme på, mens forældrene også selv bør komme på banen og informere.

Og så længe det hele bare foregår i en respektfuld dialog, bør det ikke være noget problem at undgå konflikter.

Det fortæller Annette Due Madsen, der er psykolog hos Børnerådet.

- Jo bedre forældre og bedsteforældre taler sammen om det, desto bedre vil samarbejdet også gå. Det optimale er, hvis man som bedsteforældre er spørgende til, hvad forældrene har på hjerte, siger hun.

Der må gerne være forskel

Samme holdning har Margrethe Brun Hansen. Hun peger dog på vigtigheden af, at man skelner mellem, hvilke type regler som forældre og bedsteforældre har ansvaret for.

De regler, der må være hjemme hos bedsteforældrene - eksempelvis at man ikke går ind med sko på, at man sidder pænt ved bordet, eller man ikke hopper i sofaen - skal selvfølgelig overholdes.

Men har forældrene regler om, at barnet ikke må få for meget slik, sodavand og kage, så er det andre regler, der gælder, og som bedsteforældrene bør overholde, fortæller Margrethe Brun Hansen.

- Hvis forældrene har valgt, at børnene ikke må få for meget sukker og slik, eller at de kun må få økologisk mad, så skal man respektere det, for det er den måde, de har valgt at leve på.

- Men som bedsteforældre vil vi gerne give børnene den ene kage, fordi vi selv er af den ældre generation, hvor det at få en kage og en sodavand, det var en meget stor glæde, siger Margrethe Brun Hansen.

Denne situation kan Annette Due Madsen kun nikke genkendende til. Derfor råder hun til, at man som bedsteforældre altid kan spørge, om der i nogen tilfælde kan gøres undtagelser.

Hun hæfter sig nemlig ved, at det jo ikke skal være kedeligt at besøge mormor og morfar eller farmor og farfar.

- Overordnet set er det okay, at det ikke er ens hos bedsteforældrene og hos mor og far. Det er to forskellige hjem, og børn må gerne opleve, at der er forskel - det er også det hyggelige ved at komme på besøg, siger Anette Due Madsen.

Fakta: De gode råd til begge parter:

- Hjemme hos bedsteforældrene sætter de yderreglerne for, hvordan børnene skal opføre sig, og hvordan husreglerne er. Det skal forældre og børnene acceptere.

- Bedsteforældrene skal ikke lave om på de regler, som forældrene har sat for børnene. I stedet for bør du støtte de regler og den livsstil, som forældrene praktiserer.

- Respekter hinandens regler i en god og ordentlig tone. Sæt aldrig krav i en tone, som kan virke dømmende og fordomsfuld.

- Man kan altid tale sammen om, hvorvidt der kan laves enkelte undtagelser. Man kan også foreslå sunde alternativer til alt det usunde.

Kilde: Margrethe Brun Hansen.

/ritzau/FOKUS

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.