Rasmus Seebach synger duet med sin afdøde far

Fik adgang til sin fars gamle optagelser og har indspillet en duet

Fik adgang til sin fars gamle optagelser og har indspillet en duet
Rasmus Seebach. Arkivfoto: Per Lange/ritzau/

DANMARK: Rasmus Seebach brød igennem som popsanger i 2009, seks år efter at han havde mistet sin far, Tommy Seebach.

Men på sit nye album, "Før vi mødte dig", synger Rasmus Seebach på sangen "Andeby" duet med sin far.

- Det er ret vildt. For over 10 år siden ringede min bror, Nicolai, og jeg til min fars pladeselskab og spurgte, hvor alle min fars gamle indspilninger var henne. De lå ude på et lager, og vi fik så adgang til alle råfilerne, fortæller Rasmus Seebach.

Sammen med sin familie havde han et ønske om at kunne bevare indspilningerne for eftertiden.

- Vi ville rigtig gerne bevare dem, så de ikke pludselig forsvinder eller bliver ødelagte, fortæller sangeren, der gik i gang med at undersøge, hvordan man kunne få digitaliseret råfilerne.

- De gamle bånd skal bages i en meget speciel ovn ved et helt bestemt antal grader, for at man kan få indspilningerne overspillet til digitale filer. Det er en ret nørdet proces, og man har kun én chance, så det skal virkelig gøres rigtigt. Ellers ødelægger man dem. Men der er nogle rigtig dygtige folk, der har specialiseret sig i at gøre det, fortæller Rasmus Seebach.

Rørende oplevelse at synge overstemmen til sin afdøde far

Brødrene har altså haft råfilerne til faderens sang "Andeby" og har derfor haft mulighed for at skrælle musikken og rumklangen fra farens vokal væk, så Rasmus Seebach havde sin fars rene vokal i ørerne, da han gik i studiet.

- Det var en sindssygt stærk oplevelse at begynde at synge en harmoni op ad ham. Jeg indspillede den simpelthen så mange gange, bare fordi jeg syntes, det var så dejligt. Jeg blev virkelig rørt af det, fortæller Rasmus Seebach.

Sangeren har haft sin fars numre "Du’ det dejligste" og "Under stjernerne på himlen" med på tidligere album, men det er altså første gang, de ligefrem synger sammen på et indspillet nummer.

Det glæder Rasmus Seebach, at han kan sprede sin fars musik.

- Jeg synes jo, der er mange af de der lidt uopdagede hits i min fars katalog. Det sker tit, at jeg hører en, som jeg synes, folk fortjener at lære at kende, siger han.

- Jeg synes, det er rigtig fedt, at jeg kan introducere en Tommy Seebach-sang til nogen, der måske ellers aldrig ville have hørt den og på den måde forlænge sangenes liv og give dem til en generation, der ellers aldrig ville have lagt mærke til dem, siger han.

Albummet "Før vi mødte dig" udkommer fredag den 24. november.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.