Her er de største grillbrølere

Bøfferne syder på grillen, ungerne glæder sig til de smagfulde pølser, og der bliver lavet salat i køkkenet

Bøfferne syder på grillen, ungerne glæder sig til de smagfulde pølser, og der bliver lavet salat i køkkenet
Foro: Colourbox

DANMARK: Men så breder der sig en brændt lugt fra bøffen, pølserne sprækker på stribe, og måltidet begynder at gå op i røg.

Det er der en god grund til. Her får du syv af de største grillbrølere, som du let kan rette op på.

1) Dårlig planlægning

Den gode grilloplevelse begynder allerede ved planlægningen. Hvis du har for travlt med at nå i mål, så risikerer du brænde bøffen.

- Så har man en tendens til at grille ved for høj varme, så eksploderer pølserne, og kødet bliver sort udenpå og råt indeni, fortæller Kim Schulz, som står bag Grillguru.dk og stiller op i internationale grillkonkurrencer.

Det kan du afhjælpe ved at tænde grillen op i ordentlig tid. En traditionel kuglegrill kan du tænde op en time, før du planlægger at spise, råder Kim Schulz.

Og det gælder ikke kun, når du griller med kul eller briketter:

- Gasgrillen har også godt af at blive varmet igennem, inden du går i gang. Der kan man starte grillen, 35 minutter før man skal grille, siger grillguruen.

2) Du koger kødet

Hvis du ikke har fået skruet ordentligt op for varmen, risikerer du at få en halvslatten bøf, der er mere kogt end stegt.

- Når jeg lægger kødet på grillen, vil jeg høre, at det syder, når det rammer risten. Ellers risikerer man, at det bliver halvkogt, og man får det ikke lige så saftigt, fordi man ikke får lukket overfladen, siger Kim Schulz.

Hvis du tager bøffen direkte fra supermarkedets bakke, mangler der også lige én ting for at højne grilloplevelsen:

- Når du skal grille bøffen, skal du duppe overfladen tør, ellers begynder det at koge. Så får du en bedre stegeoverflade, siger Kim Schulz.

3) Du vælger det forkerte kød

Om sommeren kan man se mærkater rundt omkring i supermarkedet på alverdens sager, der lover, at de er "velegnede til grill".

Men der er en tommelfingerregel:

- Jo tyndere dit kød er, jo dårligere oplevelse får du. En lidt større bøf bliver saftigere, siger Kim Schulz.

4) Du vender kødet hele tiden

Når du laver en bøf på grillen, må du kun vende den én gang, siger Kim Schulz.

- Du smider kødet på, og når der kommer lidt ansamlinger af kødsaft oven på din bøf, så vender du den. Når du kan se, at kødsaften kommer op igen, så er den færdig - og perfekt medium, siger Kim Schulz.

Hvis man bliver ved med at vende bøffen, mister man fornemmelsen med, hvor længe den har fået.

- Så er der mange, der lige tager en kniv, skærer i bøffen og så griller de videre. Men så ødelægger du al saftigheden, lyder det fra Kim Schulz.

5) Du er doven med hygiejnen

Fødevarestyrelsens råd til at sikre en god oplevelse med grillen - og uden en "grill-mave", der slår knuder på sig selv - handler om at få styr på hygiejnen.

Du skal altid have to grilltænger, så du kan bruge en til råt kød og en til stegt kød, råder Fødevarestyrelsen.

Det samme gælder dine fade. Når du først har brugt et fad eller en tallerken til råt kød, kan den ikke genbruges. Uanset om der så er en smule mere opvask, så er det ikke værd at risikere ondt i maven over.

Det sidste råd fra Fødevarestyrelsen er ganske enkelt, at du skal vaske hænder, hver gang du har rørt ved råt kød.

6) For varm grill

Hvis grillen er for varm, får du brændt mad. Men det kan du råde bod på allerede fra begyndelsen af grilningen.

- Mange fylder en grillstarter med kul, og når den er hvid i toppen, så hælder de det ud i grillen. Det er lige efter forskrifterne, siger Kim Schulz og tilføjer:

- Men at fylde en grillstarter betyder, at grillen er på maksimal varme. Så hvis du synes, at din grill bliver for varm, så lad være med at fylde grillstarteren lige så meget, for så sænker du temperaturen.

Han råder til i stedet at fylde grillstarteren 75 procent, så er det også lettere at styre varmen.

7) Du skifter kul og briketter

- Brug det samme mærke af kul eller briketter hen over sommeren. På den måde ved du, hvordan varmen er. Hvis du skifter fra gang til gang, svarer det til at bage den samme kage til ungernes klassefest i en ny ovn hver gang, siger Kim Schulz med et grin.

/ritzau/FOKUS

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.