Færre unge spiller om penge

Foto: Danske Spil

København, Onsdag /ritzau/

Selv om det er blevet nemt at spille pengespil, bruger unge i dag færre penge på spil, viser ny SFI-rapport.

Tilbuddene om at spille sig til den store gevinst er blevet mange de senere år, efter at spillemarkedet blev liberaliseret i 2012.

Men trods de mange muligheder, viser en ny analyse fra Socialforskningsinstituttet (SFI), at færre unge i alderen 12 til 17 år spiller om penge sammenlignet med en undersøgelse i 2007.

Overraskende udvikling

Ifølge seniorforsker Torben Fridberg, der er leder af undersøgelsen, har 40 procent af de unge spillet om penge i 2016, mens tallet i 2007 var 52 procent.

- Det er sådan set lidt overraskende, eftersom pengespil og muligheden for at spille pengespil er alle steder, siger han.

- Det er svært at sige, hvad der ligger til grund for udviklingen, men det ser ud til, at der er en ny tendens blandt børn og unge, hvor man ikke gider bruge penge på den slags.

Seniorforskeren forklarer, at faren, for at de unge mister kontrollen over spilletrangen, er forblevet uændret efter liberaliseringen.

Undersøgelsen viser nemlig, at omkring 1,5 procent af de unge i 2016 har haft en risikabel eller problematisk spilleadfærd svarende til samme niveau som i 2007.

Men hos Center for Ludomani mener centerlederen, Michael Bay Jørsel dog stadig, at der er grund til bekymring.

- Det er alt andet end lige glædeligt. Men når det er sagt, så synes jeg også, at det skal italesættes, at der faktisk er tale om en ganske betragtelig gruppe af unge mennesker, som er ude på en glidebane.

Alligevel et stort tal

Undersøgelsen viser, at cirka 31.000 til 32.000 børn og unge, i et varieret omfang har problemer med pengespil. Og det mener centerlederen, er "et pænt stort tal".

Antallet hænger ifølge Michael Bay Jørsel sammen med, at de unge har adgang til onlinespil, selv om spiludbyderne har pligt til at håndhæve en aldersgrænse på 18 år.

Det skyldes, at de unge ofte bruger venners eller forældres betalingskort.

Ifølge undersøgelsen er de unge med risikabel adfærd typisk de ældre drenge blandt de 12 til 17-årige. De bruger primært penge på Oddset og online-betting, og spiller via mobiltelefonen.

/ritzau/

 
luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.