Dansk-syrisk film om redningstjeneste er nomineret til Oscar

"De Sidste Mænd i Aleppo" om redningstjenesten De Hvide Hjelme i Syrien kan få en Oscar for bedste dokumentar.

"De Sidste Mænd i Aleppo" om redningstjenesten De Hvide Hjelme i Syrien kan få en Oscar for bedste dokumentar.
Foto: George Frey/Ritzau Scanpix

Dokumentarfilmen "De Sidste Mænd i Aleppo", der handler om redningstjenesten De Hvide Hjelme i den krigshærgede syriske by Aleppo, er nomineret til en Oscar i kategorien bedste dokumentar.

Filmen er en dansk-syrisk coproduktion. Den er instrueret af syriske Feras Fayyad og har danske Steen Johannessen som medinstruktør.

Støttet af Det Danske Filminstitut

Filmen er produceret af Søren Steen Jespersen for Larm Film og Kareem Abeed for Aleppo Media Center med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Administrerende direktør for Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard kalder det en stærk dokumentar.

- Nomineringen understreger Danmarks internationale styrke på dokumentarområdet. Vi formår at lave vigtige og betydningsfulde film, som bliver vist og anerkendt over hele verden - også i Hollywood, siger han i en pressemeddelelse.

Folkene bag "De sidste mænd i Aleppo" er tidligere blevet hædret for filmen, der handler om tre mænd, der kæmper for redningstjenesten De Hvide Hjelme med livet som indsats i den krigsramte syriske by.

Ved sidste års Sundance Film Festival i USA var filmen blandt 12 nominerede i dokumentarkategorien og vandt prisen.

De svære omstændigheder, som dokumentaren er filmet under, gjorde det ekstra stort at vinde prisen, fortalte producer Søren Steen Jespersen.

- Det er en kæmpe forløsning og anerkendelse at få det her klap på skulderen. Det siger, at det her er en vigtig film, sagde han til Ritzau.

Også en anden dokumentarfilm med dansk islæt er nomineret i kategorien for bedste dokumentar - nemlig filmen "Strong Island", som er instrueret af amerikaneren Yance Ford, som undersøger omstændighederne ved sin brors død.

Filmen er klippet af danske Janus Billeskov Jansen og coproduceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Flere danske dokumentarfilm har gennem tiderne været nomineret til at blive hædret med en Oscar-statuette, men det er indtil videre blevet ved nær ved og næsten.

Siden 2010 har fire danske dokumentarfilm været nomineret. Før "De Sidste Mænd i Aleppo" var det senest "The Look Of Silence" i 2016.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.