Dansk film er ude af kapløb om en Oscar-statuette

"Du forsvinder" får ikke chancen for at løbe med en Oscar. Men det gør svenske "The Square" med dansk islæt.

"Du forsvinder" får ikke chancen for at løbe med en Oscar. Men det gør svenske "The Square" med dansk islæt.
Foto: Scanpix/Søren Bidstrup

Den danske film "Du forsvinder" er ikke med i opløbet om en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Instruktøren Peter Schønau Fogs drama med Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm i hovedrollerne var indstillet af Det Danske Filminstitut til at være årets danske bud på en af de prestigefulde filmpriser. Men den får altså ikke chancen.

Det står klart, efter at Oscarakademiet fredag har offentliggjort de ni film, der skal dyste om en egentlig nominering i kategorien. Det skriver nyhedsbureauet AP.

"Du forsvinder" handler om en skoleleder, der gennem flere år ændrer personlighed som følge af en svulst i hjernen.

Filmen er baseret på Christian Jungersens roman af samme navn og havde dansk premiere 20. april i år.

Årets Oscar-uddeling bliver dog ikke helt uden dansk islæt. Den svenske film "The Square", som har danske Claes Bang i hovedrollen, er blandt de ni udvalgte film.

Claes Bang spiller en succesrig kunstnerisk leder af et moderne kunstmuseum, der har en ny udstilling på vej med navnet "The Square".

I dagene op til udstillingens åbning kommer han ud for flere groteske situationer, der får ham til at stille spørgsmål til hans eget moralske kompas.

Flere priser er allerede i hus

Den svenske instruktør Ruben Östlund står bag "The Square", som også har danske Christopher Læssø på rollelisten. Filmen har allerede fået adskillige priser. Tidligere på året modtog den Guldpalmen i Cannes.

Filmen løb også med hele seks priser ved European Film Award. Claes Bang modtog prisen for årets bedste mandlige hovedrolle, og samtidig blev "The Square" udnævnt til bedste film og bedste komedie.

Ud over "The Square" består Oscar-feltet af Chiles "A Fantastic Woman", Tysklands "In the Fade", Ungarns "On Body and Soul", Israels "Foxtrot", Libanons "The Insult", Ruslands "Loveless", Senegals "Felicite" og Sydafrikas "The Wound".

De endelige nomineringer, der typisk består af fem film i kategorien, udpeges 23. januar.

Selve oscaruddelingen finder sted for 90. gang næste år og løber af stablen ved et gallashow i Los Angeles 4. marts 2018.

/ritzau/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.