Forbrugeransvar: Anmeld fuphjemmesider ved mistanke

Fører jagten på julegaven til husets teenager dig forbi hjemmesider, der får alarmklokkerne til at ringe?

Fører jagten på julegaven til husets teenager dig forbi hjemmesider, der får alarmklokkerne til at ringe?
Foto: Scanpix/Simon Knudsen

Hvis du har en veludviklet sans for at opfange faresignalerne, når en hjemmeside er fup, hvad gør du så med den viden? Mange af os gør ikke noget, men for alles skyld, bør du handle.

Hos e-mærket oplever man nemlig, at antallet af fuphjemmesider tager fart, mens det halter med at få dem lukket i samme tempo.

- Vi har samlet over 3000 hjemmesider i år, der slutter på .dk, som vi overleverer til politiet under mistanke om fup. Det er mere end dobbelt så mange, som politiet selv har lukket i de to år, som SØIK har arbejdet med at forhindre fuphjemmesider, fortæller Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket.

SØIK er på vej til at lukke flere fuphjemmesider

Hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har specialkonsulent Henrik Vestergaard i år lukket omkring 1000 hjemmesider, og der er 1800 yderligere lukninger på vej - en del af disse vil overlappe med de anmeldelser, som e-mærket indgiver.

Men det har lange udsigter at få lukket domænerne, som lever fedt på at oprette dansk udseende hjemmesider, hvor de angiveligt sælger alt fra Nike-sko til Ray-Ban-solbriller så billigt, at selv garvede netshoppere sommetider glemmer den kritiske sans.

Som det er nu samler SØIK til bunke og går i retten med 50-100 hjemmesider ad gangen.

Når e-mærket har indsamlet mange flere hjemmesider skyldes det blandt andet, at de med en såkaldt crawler gennemsøger danske domæner for tegn på fup. En crawler er en avanceret søgemaskine, som er udviklet med økonomisk støtte fra Det Kriminalpræventive Råd.

Samtidig tager e-mærket imod tip fra opmærksomme forbrugere - også hvis der bare er mistanke om, at der kan være tale om snyd.

Også politiet sidder klar til at modtage henvendelser, selv hvis du kun har en mistanke og ikke selv er blevet snydt.

- Men vi vurderer disse meget nøje, idet der skal være nogle kriterier opfyldt, før vi skrider til lukning af domænet, men der behøver ikke være sket et reelt køb fra det aktuelle domæne, forklarer Henrik Vestergaard.

Derfor kan kritiske danskere, som har evnen til at gennemskue, når der er ugler i mosen, hjælpe deres medborgere ved at angive hjemmesiderne i stedet for bare at forlade dem igen.

- For kun to år siden var det her ikke rigtig et problem, men antallet af de her hjemmesider er steget voldsomt siden, siger Jakob Truelsen, administrerende direktør i DK Hostmaster, der udsteder danske domæner.

I 2017 er der rejst nye krav om verifikation med NemID, når en dansker ønsker at oprette et nyt domæne, men det er stort set kun udenlandske svindlere, der udgør problemet. DK Hostmaster arbejder på en løsning, der også skal gøre det sværere for udlændinge at registrere danske domæner.

Fakta: Det kan du gøre for at hjælpe andre uden om fupsiderne

- Meld mistanker til SØIK på mail: saoek@ankl.dk.

- Meld mistanker til e-mærket her: fup@emaerket.dk (Skriv dit navn, telefonnummer, butikkens webadresse og dine kommentarer).

- Læs altid butikkens "Om os". Fupsider har ofte stavefejl, mærker, som de ikke sælger, eller engelske ord blandet ind i teksten.

- Tjek her: dk-hostmaster.dk/da/finddomaenenavn, hvem domænet er registreret af og hvornår.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, e-mærket, DK Hostmaster.

/ritzau fokus/

Hvad tænker du...?

Mere fra forsiden

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.